Den er faldet i pris igen og igen, men nu stopper Teslas ceo, Elon Musk, festen.
Selvom Model Y med sine prisfald er blevet en direkte storsællert på det danske marked, så går prisen den anden vej nu.
Prisen for Model Y-elbiler vil stige i en række europæiske lande, melder Tesla ud.
Der vil være tale om prisstigninger på cirka 2.000 euro svarende til 15.000 kroner, oplyser Tesla.
»Model Y-priserne vil stige i en række lande i Europa fredag 22. marts,« skriver Tesla på X.
Det er uvist, om prisstigningerne rammer netop det danske marked, der for nylig allerede er blevet ramt af prisstinger på Model Y. Berlingske har spurgt Teslas europæiske kontor om de nye priser gælder Danmark, men har endnu ikke fået svar.
I slutningen af februar hævede Tesla priserne på deres Model Y herhjemme, så basismodellen steg med cirka 15.000 kroner, mens Model Y Long Range steg med cirka 7.000 kroner.
Aktuelt kan en Tesla Model Y købes fra 359.990 kroner, mens Long Range-udgaven går for 399.990 kroner, fremgår det af hjemmesiden.
Tesla Model Y var Danmarks mest solgte bil i 2023. Her blev der solgt 17.955 styk ifølge Danske Bilimportører.
»Benhård konkurrence«
Fredag blev det også meldt ud, at prisen på alle Model Y-modeller vil stige med 1.000 dollar, godt og vel 6800 kroner, i USA 1. april.

Teslas gevinst på bilerne er blevet ramt af en priskrig mod rivaler. Den startede for mere end et år siden.
Når Tesla melder ud så lang tid inden prisstigningen, så tyder det på, at de vil have gang i salget nu, vurderer Ilyas Dogru, forbrugerøkonom i FDM.
»Der er mange, som venter grundet opdaterede modeller eller muligheden for yderligere prisfald,« skriver han på X.
Ilyas Dogru har for nyligt udtalt til Berlingske, at der er »benhård konkurrence« i prisklassen for Model Y.
Elon Musk skrev i februar på X, at prisstigningerne kommer som følge af varierende efterspørgsel fra kunderne.
»Dette er det væsentlige problem med produktion: Fabrikker har brug for kontinuerlig produktion for at være effektive, men forbrugernes efterspørgsel er sæsonbestemt,« skrev Elon Musk.




