Telefon på »værelset«

Med ret til telefon og computer kan Kurt Thorsen fra sin celle i fængslet fortsætte karierren.

Fængselsstraffen til Kurt Thorsen vil ikke nødvendigvis medføre, at byggematadoren skal fordrive de kommende seks år med at lave tøjklemmer.

I et åbent fængsel har han nemlig udstrakte muligheder for at fortsætte sit job som developer og konsulent for kunder, som ikke lader sig afskrække af, at det på grund af besøgspolitiken i fængslet kan blive en kende svært at arrangere møder med ham. Kurt Thorsen og Rasmus Trads, som med stor sandsynelighed kommer til at afsone deres straffe i et åbent fængsel, har mulighed for at få telefon på »værelset« og arbejde på computer.

Krav om arbejde

I de åbne fængsler er der krav om, at de indsatte skal være beskæftigede med eksempelvis at lave kontormøbler eller udføre arbejde i fængslets lager eller vaskeri.

Men der er også mulighed for at holde sig beskæftiget med såkaldt »selvforskaffet arbejde«.

For Thorsen, som ofte har holdt et dagligt gennemsnit på 180 samtaler på sin mobiltelefon, synes mulighederne for at udføre konsulentarbejde oplagte, når han må have telefon på værelset.

Vanskeligt

»Det vil være noget vanskeligt at drive den forretning, jeg driver, fra et fængsel. Den forudsætter, at man er en del af et omgivende samfund. Jeg har jo ikke rejst rundt i verden 350 dage om året for sjov,« siger han.

For forretningsmanden Kurt Thorsen har afsløringen af PFA-skandalen og de efterfølgende retssager mod ham været ødelæggende.

»Hele min forretning ligger i ruiner. Under byretssagen arbejdede jeg jo som en hest ud fra den klare forudsætning, at jeg ville blive frifundet.«