Teleaktierne trak mest ned

De svenske aktieindeks endte tirsdag i minus, da især de telerelaterede aktier tyngede. Saab gik derimod frem efter en storordre på panserværnsvåben.

Læs mere
Fold sammen
Efter at have tilbragt det meste af tirsdagen tæt på sidste uges lukkekurser sluttede de svenske indeks med fald, da især telerelaterede aktier som Ericsson (- 4,2 pct.), Nokia (- 4,6 pct.) og Telia (- 2,7 pct.) trak ned.

OMX-indekset endte således 1,5 pct. nede, mens det bredere SAX-indeks nøjedes med et dyk på 1,1 pct.

Ud over teleaktierne var bl.a. WM-Data også at finde imellem de faldende aktier. IT-konsulentselskabet tabte 2,1 pct. på trods af nyheden om en ordre på 200 millioner svenske kr. fra det svenske studiestøttenævn.

Mere positivt så det derimod ud for medicinalaktierne. Selvom 23 af OMX-indeksets 30 medlemmer tabte kursværdi, endte AstraZeneca uændret, mens Pharmacia oplevede en fremgang på 2,4 pct.

Blandt sidepapirerne markerede Saab sig, da selskabet kunne melde om en ordre til en værdi af ca. fire mia. svenske kr. Kontrakten indebærer, at datterselskabet Saab Bofors Dynamics skal levere panserværnsvåben til den svenske og den britiske hær. Ifølge Bloomberg News har Saab fået ordren efter konkurrence med et joint venture mellem MBDA og Lockheed Martin. Dette ses hos Saab Bofors som en bekræftelse på, at selskabet er verdensledende på området. Aktien steg 4,4 pct.