Team CSC cykler millioner ind til Riis

Regnskab. Riis Cycling vil, ud over at drive cykelholdet Team CSC, også til at forhandle cykler i Norden.

Riis Cycling A/S med base i Lyngby præsterede et overskud efter skat på 4,3 millioner kroner i 2006, og formår dermed at kapitalisere på de gode sportslige resultater.

Riis Cycling driver cykelholdet CSC, der i 2006 toppede ProTour-ranglisten for cykelhold. Og holdet har på det seneste været i vælten på grund af holdejer Bjarne Riis' indrømmelser af brug af doping i hans aktive karriere.

Til gengæld kan Bjarne Riis så lune sig med cykelvirksomhedens positive resultater.

- Selskabets resultater og positive udvikling blev i 2006 som forventet, og vi anser resultatet for udviklingen tilfredsstillende, skriver ledelsen i beretningen.

Adm. direktør og holdejer Bjarne Riis har ikke været tilgængelig for en kommentar til denne artikel.

Overskuddet efter skat endte på 4,3 mio. kr. mod 3,1 mio. kr. i 2005. I 2007 forventes ligeledes et positivt resultat.

Selskabet beskæftigede i gennemsnit 60 medarbejdere i 2006.

Som noget nyt har Riis Cycling i 2007 etableret søsterselskabet Riis Distribution, der har fået eneforhandling i Norden af det materiel, der anvendes af cykelholdet Team CSC. Team CSC kører på cykler fra det canadiske selskab Cervelo.