TDCs hovedkvarter solgt - koncernen flytter

Telefonselskabet TDC hovedkvarter i København er solgt til kapitalfonden Carlyle. TDC flytter i løbet af et par år hovedkvarteret til Teglholmen.

KTAS Pensionskasse har indgået aftale om salg af den ejendom, der huser TDCs hovedkvarter i Nørregade i København. Køberen er kapitalfonden The Carlyle Group.

TDC har besluttet at flytte hovedkvarteret til Teglholmen i København i midten af 2009, og det er på den baggrund, at KTAS Pensionskasse, som ejer bygningen, har solgt hele ejendomskomplekset på knap 50.000 kvadratmeter.

Parterne har aftalt ikke at offentliggøre købsprisen. Direktør for KTAS Pensionskasse, Hans Bække, er tilfreds med, at man har fundet en køber.

- Vi har gennemført en grundig undersøgelse af mulighederne for et salg af ejendommen på attraktive vilkår.

Jeg er tilfreds med udfaldet af processen og overbevist om, at vi har fundet en seriøs og professionel køber.

Vi overvejer lige nu, hvorledes salgsprovenuet bedst kan geninvesteres, siger Hans Bække.

/ritzau/