TDC-strid kan løses ved mægling

Advokat råder de stridende parter i TDC-salget til at få en mægler til at løse tvisten. ATP vil ikke udelukke en mæglerløsning.

I stedet for at trækkes igennem en årelang retssag kan de stridende parter - ATP over for TDC og Nordic Telefone Compagny (NTC) - løse deres indbyrdes konflikt på få dage ved hjælp fra en uafhængig mægler. Sådan lyder det fra mediatoradvokat, Mogens Yde Knudsen fra Zacco Advokater.

»Fremfor at kæmpe i retssystemet i flere år vil begge parter have stor interesse i at løse den her sag ved forhandlingsbordet,« siger Mogens Yde Knudsen.

Mediation eller retsmægling går kort fortalt ud på, at i stedet for en retssag og en domfældelse kan to uenige parter få hjælp til at løse konflikten fra en upartisk mægler - ofte en advokat.

ATP har længe afvist at sælge sine 5,51 procent af aktierne med en begrundelse om, at prisen var for lav.

Så en del af en eventuel mægling vil dreje sig om, hvor meget NTC kan bringes til at betale for at gøre ATP tilfreds.

Muligt kompromis
»Det kan være, at det er en kompromispris, der skal findes. Men i mediationer viser det sig ofte undervejs, når man snakker med parterne, at de også ønsker at opnå noget andet, end det som oprindelig var stridspunktet,« siger Mogens Yde Knudsen, der som mediatoradvokat har erfaring som mægler fra en lang række civile retssager. Hos ATP skyder fondsdirektør Bjarne Graven Larsen skylden på NTC, for at tvisten nu er sendt videre til domstolene.

»Lige fra første dag har vi sagt, at vi meget gerne vil forhandle med NTC. Men NTC har til gengæld sagt, at de ikke kunne eller måtte indgå i forhandlinger efter amerikanske regler. Så NTC har sagt, at de ikke kan, men jeg har en fornemmelse af, at de ikke vil,« siger Bjarne Graven Larsen, der på ATPs vegne erklærer sig villig til at finde en forhandlingsløsning.

Så hvis NTC konkret foreslår at få en mediator til at mægle mellem jer, så er ATP klar?

»Jeg vil ikke udelukke, at det er den rigtige måde at gøre det på. Men jeg vil heller ikke sige, at det er den vej, vi vælger. Men forhandling vil vi i hvert fald gerne. Du må citere mig for, at jeg ikke vil udelukke det,« siger Bjarne Graven Larsen.

Et spadestik dybere
Retsmægling, der i et par år har kørt på forsøgsbasis ved fem domstole i Danmark, tages typisk i anvendelse i civile sager som for eksempel skilsmisse, nabostridigheder, huslejetvister, hushandler, kontraktbrud og meget andet. Her er det Mogens Yde Knudsens erfaring, at man som mediator er i stand til at komme det afgørende spadestik dybere ned i to parter konflikt, som gør, at der ofte kan strikkes mere end et spiseligt kompromis sammen. Ifølge Mogens Yde Knudsen er der en god portion psykologi forbundet med, at mange stridende parter ender i retten i stedet for at tale sig frem til en løsning på tvisten.

»Når man i en konflikt har meldt meget bastant ud, så har man måske malet sig selv op i et hjørne, hvor man ikke uden en tredjepart vil være i stand til at finde en løsning. Det har meget at gøre med ikke at ville tabe ansigt,« siger han.

Mogens Yde Knudsen mener, at der kan være mange ulemper forbundet med at gå rettens vej, når en tvist skal afgøres.

»En retssag tager lang tid, medfører mange omkostninger og stor usikkerhed. Og ofte føler ingen af parterne, at de med dommen opnår det resultat, de er kommet efter,« siger han.