TDC-chef vil gøre det lettere at løbe stærkt

Medarbejderne i TDC kan ikke løbe hurtigere, end de gør i dag. Men koncernchef Jens Alder vil gøre det lettere at løbe stærkt, siger han.

Der er ikke lagt op til større nedskæringer blandt de ansatte i TDC, end telegiganten tidligere har bebudet. Det fastslår TDC's topchef Jens Alder.

- Jeg har tidligere slået fast, at vi også i de kommende år kommer til at nedlægge mellem fem og syv procent af stillingerne i TDC, skriver Jens Alder i intern meddelelse til medarbejderne.

Koncernchefen lægger ikke skjul på, at TDC skal skære kraftigt i omkostningerne på fastnetdelen, men det skal først og fremmest ske ved at effektivisere og forenkle forretningsgangene. Grønthøstermetoden er ikke en holdbar vej, understreger han.

- Medarbejderne kan ikke løbe stærkere, end de gør i dag, men vi kan gøre det lettere for dem at løbe hurtigt. Vi har for tunge forretningsgange, og mange oplever vores it-systemer som en klods om benet, skriver Jens Alder.

/ritzau/