Tak Bertel - hvordan kommer vi videre?

Minikronik.

Ingeniøruddannelserne har altid stået undervisningsminister Bertel Haarders hjerte nær. Det kan godt være, det forholder sig sådan. Men omvendt er kærligheden til netop ingeniøruddannelserne svær at få øje på i de økonomiske nøgletal.

For der er ingen tvivl om, at ingeniørinstitutionernes budgetter har skrantet gennem mange år. Og det er der en logisk forklaring på. Vi er blevet straffet for den goodwill, vi viste i 80'erne, da det gjaldt om at løse problemet med at vende studiesøgningen fra uddannelser med offentlig ansættelse i sigte til uddannelser med privat ansættelse for øje.

Kort fortalt fulgte Bertel Haarder, som undervisningsminister i 80'er-regeringen, det såkaldte Steffen Møller udvalgs anbefalinger om at få flere studerende ind på de tekniske uddannelser af hensyn til Danmarks fremtidige økonomi og indtjening, skete det ved at lukke en lang række lærerseminarier og sygeplejeskoler.

Resultatet af den manøvre blev en ubetinget succes. Studentertilgangen til inge-niøruddannelserne blev øget fra et årligt optag på cirka 2.400 studerende i 1982 til et studenteroptag på cirka 4.400 i 1992.

Politisk målsætningFaktisk var der ikke plads til at optage så mange. Men vi gjorde det af hensyn til den politiske målsætning, men bestemt også af hensyn til de uddannelsessøgende selv. For hvor skulle de ellers tage hen, når nu adgangsbegrænsning og lukkede institutioner snævrede uddannelsesvalget ind? Det er den imødekommenhed, vi er blevet straffet for økonomisk over årene. Straffen hedder taxametersystemet.

Taxametersystemet, der regulerer de offentlige bevillinger til undervisningsinstitutionerne baseret på antal studerende og beståede eksaminer, blev indført i 1995. Tidspunktet var det værst tænkelige, fordi studentertallet på inge-niørstudierne netop her var på sit højeste. Og den form for bad-timing betød, at det kun kunne gå én vej rent økonomisk, nemlig ned ad bakke.

Det kan konstateres, at den profeti i dag er blevet indfriet, men allerede i begyndelsen af halvfemserne kunne konturerne anes. For det gik som forudset af kritikerne. Arbejdsløsheden nåede op på omkring 20 procent, og det betød, at studentertilgangen svigtede, fordi de uddannelsessøgende ikke ville spilde deres høje gennemsnit på en ingeniøruddannelse. Det førte naturligvis til, at økonomien på ingeniøruddannelsesinstitutionerne blev forringet.

Med andre ord betalte ingeniøruddannelserne prisen for taxametersystemets indførelse. For en institution som Ingeniørhøjskolen i København kan man bare se på lærerkorpset, som over de seneste femten år er reduceret fra cirka 180 faste lærerstillinger til cirka 120.

Men det forudsætter altså et vist volumen målt i ansatte at kunne drive et fagområde optimalt. Specielt når regeringen som målsætning har, at Danmark skal levere uddannelse i verdensklasse. Der har været tid nok til at rette op på miseren omkring taxametersystemet. Spørgsmålet er, hvordan vi kommer videre, og om viljen er der?