Tættere på salg af DONG

Det kan blive en særdeles god forretning for staten at sælge DONG. Især hvis DONG forinden køber NESA. Men et salg kræver ny lovgivning, vurderer en energiekspert.

Med planerne om en fusion mellem NESA og DONG rykker regeringens vision om salg af DONG tætere på. Regeringen planlægger angiveligt at lade DONG betale ialt fire mia. kr. for at overtage NESA, et salg som vil forgylde ejerkommunerne og samtidig gøre DONG mere værd for staten forud for et salg.

De to selskaber bekræftede i går, at de er i kontakt med hinanden angående strategisk samarbejde.

Ifølge energieksperten Stefan Brendstrup, Aarhus Universitet, kan fusionen spille en vigtig rolle i forbindelse med et salg.

»Fusionsplanerne er et afgørende skridt i retning mod et salg af DONG. Med en fusion af NESA og DONG rykker et salg nærmere,« siger han.

Stefan Brendstrup nævner statens salg af aktierne i Tele Danmark, et salg, der indbragte 31 mia. kr., som et eksempel på at staten kan spinde guld på at kappe ejerskabet af tidligere statsejede selskaber helt.

»Men det er vigtigt at huske på, at total liberalisering kræver stramme regler og lovgivning. Hvis regeringen agter at sælge DONG, skal der indføres en meget mere grundig lovgivning, som kan sikre forbrugerne,« siger han.

For det børsnoterede Nesa resulterede bekræftelsen af forhandlingerne med DONG i en kursstigning på 19 procent til det højeste niveau i fem år.