Tæt alliance med Bosch-selskab giver vækst

Navneskift. Vestjysk Hydraulik har som en konsekvens af stadig flere internationale aktiviteter skiftet navn til Group VH.

Vestjysk Hydraulik A/S i Esbjerg har på få år øget sin andel af udenlandske aktiviteter fra at udgøre under halvdelen til 85 procent af omsætningen.

Som en konsekvens af den ekspansion har virksomheden nu ændret navn til det mere internationalt klingende Group VH A/S.

Den internationale vækst baserer sig på et stadig tættere samarbejde med tyske Bosch Rexroth AG, som Group VH som det eneste sted i verden uden for koncernens egne fabrikker har tilladelse til at producere erstatningsenheder og udføre reparationer for.

»Rexroth har ønsket at have os som en form for produktionscelle, fordi der er lange leveringstider - helt op til 60 uger - på nye motorer og pumper fra fabrikkerne. Rexroths egne produktionssteder er så store, at de ikke med kort varsel kan stille produktionen om, hvorimod vi er i stand til at samle nye enheder med reservedele fra vores store lager,« siger salgs-, marketing- og eksportchef Peter L. Pedersen, Group VH.

Han anslår, at Group VH med status som Service Partner henter 80 procent af sin omsætning på at udføre reparationer og opbygge nye motorer og pumper for Rexroths datterselskaber over hele kloden.

Af eksporten går hovedparten til det europæiske marked, men også lande som Singapore, Sydamerika, Rusland og Tyrkiet udfører Group VH opgaver for.

30.000 varenumreMed 30.000 varenumre på lager er VH kendt over det meste af verden for at kunne levere og reparere hurtigt og effektivt, og siden 22. november med ISO-certificering.

Udsigt til fortsat vækstForrige år havde det daværende Vestjysk Hydraulik en vækst på 40 procent, mens den i det regnskabsår, der sluttede ved udgangen af september, var mere afdæmpet med en omsætning på cirka 48 mio. kr.

Med udvidelsen af Rexroth-alliancen og et nyt samarbejde med Teknologisk Institut om test og afprøvning af komponenter, der skal opfylde EU's Atex-direktiv om processer med risiko for eksplosive gasser eller støv, tror Peter L. Pedersen på fortsat vækst i de kommende år.

Group VH har ansat seks nye medarbejdere inden for produktion, reparation og salg inden for de seneste fire-fem måneder, så staben nu er på 36.

Virksomheden ejes af Jan Petersen, der med tiden kan få sværere ved at afvise eventuelle yderligere tilnærmelser fra Bosch Rexroth, efter at samarbejdet om service og produktion af hydraulik, motorer og pumper nu har varet i over ti år.

Giganten BoschEn fusion vil i givet fald nok blive med Bosch Rexroth som det fortsættende selskab, idet selskabet har passeret en omsætning på 35 mia. kr. og nærmer sig 30.000 medarbejdere.

Hele Bosch-koncernen har en årsomsætning på 325 mia. kr. og over 260.000 medarbejdere.