Sydbank: Sejr til fløjkandidater kan skabe chokbølger i Frankrig

Foto: ELIOT BLONDET.
Læs mere
Fold sammen

Første runde af det franske præsidentvalg kan sende chokbølger gennem de finansielle markeder mandag, hvis de to yderfløjskandidater, Jean-Luc Mélenchon og Marine Le Pen, skulle gå videre til den afsluttende runde.

Det vurderer cheføkonom ved Sydbank Jacob Graven.

- I givet fald vil Frankrig få en EU- og eurofjendtlig præsident uanset udfaldet af anden valgrunde 7. maj. I det tilfælde vil aktiekurserne falde i hele Europa, euroen vil blive svækket, de franske og sydeuropæiske obligationsrenter vil stige, mens de danske renter vil falde af frygt for, at EU og euroen er på vej mod opløsning, skriver Jacob Graven i en kommentar.

PRÆSIDENTKANDIDATER LIGGER MEGET TÆT

Venstreorienterede Mélenchon, nationalistiske Le Pen, republikanske Francois Fillon og centrumorienterede Emmanuel Macron ligger hver især indenfor 4 procentpoint i meningsmålingerne, fremgår det af Bloomberg News.

- Sådan en situation som denne er aldrig set før. Det faktum, at der er fire potentielle finalister, gør situationen meget kompleks, siger formand for Kantar Public France, Emmanuel Rivière, til Bloomberg News.

Jacob Graven vurderer dog, at risikoen for et scenarie, hvor Mélenchon og Le Pen skal dyste endeligt om præsidentposten, er lille.

- Hvis enten Macron eller Fillon bliver nummer et eller to i første valgrunde og dermed den ene kandidat til anden valgrunde, vil investorerne formentlig ånde lettet op, da sandsynligheden for en EU- og eurofjendtlig præsident vil være lille. Begge kandidater vil nemlig sandsynligvis vinde stort over en af de to yderfløjskandidater i anden valgrunde, skriver Jacob Graven.

På grund af Frankrigs valgsystem, hvor man blot stemmer på én kandidat, uanset hvor man er i landet, har de franske meningsmålinger ry for at holde stik. Bloomberg skriver, at op til 40 pct. af de franske vælgere endnu ikke har besluttet sig.