Svinepest i Rheinland Pfalz

Der er konstateret et tilfælde af klassisk svinepest i en svinebesætning i Bitburg-Matzen i Rheinland Pfalz i Tyskland, oplyser Fødevaredirektoratet.

Gården ligger 35-40 kilometer fra grænsen til Luxembourg i et område, hvor sygdommen tidligere er konstateret hos vildsvin.

Den angrebne besætning på 200 slagtesvin og en kontaktbesætning i samme område er slået ned.

I modsætning til mund- og klovsyge rammer svinepest alene svin, og kontakt med syge dyr udgør ikke risiko for mennesker.

Personer, der har haft kontakt med svin i området, kan dog sprede smitten.

Selv om besætningen med det syge dyr ligger langt væk fra Danmark, opfordrer Fødevaredirektoratet derfor til skærpet årvågenhed ved udførsel af levende svin til området og ved transport af dyr gennem området.

Eksportører, transportører og andre involverede personer skal sikre sig, at køretøjer er grundigt rengjort og desinficeret.

Chauffører og andre personer, der har haft kontakt med svin i udlandet, må ikke få adgang til staldene på danske ejendomme.

Der er desuden risiko for smitte ved opfodring med madaffald, påpeger Fødevaredirektoratet.

Klassisk svinepest skal anmeldes. Det indebærer, at landmænd skal anmelde, hvis der kommer pludselige dødsfald eller tegn på sygdom i besætningen. Hvis dyrlægen ikke kan afvise mistanken om svinepest, skal han underrette veterinærchefen, så besætningen kan komme under offentligt tilsyn.

/ritzau/