Svindelsag for millioner rammer Danske Bank i København

Nye oplysninger peger på, at Danske Banks problemer med hvidvask også har fundet sted på dansk jord.

DANSKE BANK-MANAGEMENT/
Danske Banks problemer med hvidvask er ikke kun centreret om Estland, men også har fundet sted i Danmark.. REUTERS/Jacob Gronholt-Pedersen Fold sammen
Læs mere
Foto: Jacob Gronholt-Pedersen

København. Millioner af kroner fra formodet momssvindel er kørt igennem en direktørs firmakonto i en af Danske Banks afdelinger i Danmark.

Det skriver Information og erhvervsmediet Finans.

Dermed tyder det på, at Danske Banks problemer med hvidvask ikke kun er centreret om Estland, men også har fundet sted i Danmark.

Pengene menes at have forbindelse til den momssvindel og hvidvask, som efterforskes i Operation Greed-sagen. Her er 17 mulige bagmænd tiltalt i en omfattende sag om momssvindel.

Begge medier skriver, at direktøren var en 23-årig mand fra Litauen. I 2016 oprettede han en konto hos Danske Bank uden at møde op i banken.

De følgende ti måneder blev omkring 51 millioner kroner ført gennem hans konto til et vekselbureau for derefter at forsvinde.

Den engelske ekspert i hvidvask Graham Barrow er kritisk overfor bankens ageren i sagen:

- I modsætning til de mulige hvidvasksager i Estland skete dette i hjertet af Danske Bank lige under ledelsens næse, siger han til Information og Finans.

- Det var efter, at de havde lukket non-resident-porteføljen ned i Estland, og dette eksempel viser, at de stadig ikke havde lært lektien og stadig ikke havde effektive kontroller på plads. At sige at problemet kun var i Estland er noget vrøvl.

Danske Bank oplyser overfor Finans, at banken ikke kan kommentere den konkrete sag. Dog giver pressechef Kenni Leth udtryk for, at han ikke mener, sagen kan sammenlignes med hvidvaskskandalen i Estland.

Den nye sag kommer frem, efter at Finans og Information i samarbejde med researchorganisationen Correctiv har afdækket, hvordan en række af netværker i Europa på organiseret vis har svindlet for milliarder af skattekroner.

/ritzau/