Sverige sænker overraskende renten

Den svenske Riskbanken har torsdag uventet sænket sin ledende rente med 10 basispoint til minus 0,35 pct.

Foto: Nils Meilvang

Den svenske Riskbanken har torsdag uventet sænket sin ledende rente med 10 basispoint til minus 0,35 pct. Usikkerhed i udlandet og den senere tids styrkelse af den svenske krone nævnes som årsager til rentenedsættelsen.


- Inflationen er stigende, og den økonomiske aktivitet i Sverige fortsætter med at styrkes. Men usikkerhed i udlandet er steget, og det er svært at vurdere konsekvenserne af situationen i Grækenland, skriver Riksbanken i en meddelelse.


Riksbanken noterer endvidere, at den svenske krone siden bankens seneste rentebeslutning i april er blevet stærkere, end banken havde forudset, og det udgør en risiko for stigning i inflationen.


- I dette usikre miljø er der behov for en endnu mere ekspansiv monetær politik for at sikre, at inflationen stiger mod målet på 2 pct., oplyser banken.

Beslutningen overrasker økonomer. Ni ud af ti økonomer havde ifølge et estimat fra SME Direkt således ventet en fastholdelse af renten på minus 0,25 pct., mens den sidste havde ventet en nedsættelse af renten til minus 0,40 pct.


Riksbanken har endvidere besluttet at købe statsobligationer for yderligere 45 mia. svenske kr. mellem september og årets udgang.

Efter nyheden er den svenske krone blevet svækket til 0,7990 danske kr., mens kursen forud for rentemeddelelsen var 0,8060 danske kr. Der er dermed tale om en svækkelse på 0,9 pct.


/ritzau/FINANS