Tivoli i København har mærket en betydelig nedgang i antallet af gæster fra Sverige, efter at landets krone har ramt et historisk lavpunkt over for den danske.
Det siger Tivoli-direktør Susanne Mørch Koch efter aflæggelsen af halvårsregnskabet.
Derfor kommer selskabet bag forlystelsesparken til at arbejde målrettet med at tiltrække svenskerne i anden halvdel af 2023.
»Vi kigger jo altid på, hvordan vi kan styrke vores kampagneindsats, for at flere alligevel vil til København,« siger direktøren.
»Men indsatsen er ikke noget, vi er helt klare på endnu.«
I sommersæsonen alene har Tivoli oplevet et fald i gæster fra Norge og Sverige på 30 procent.
På trods af nedgangen i antallet af nordiske besøgende har Tivoli formået at præsentere sin højeste omsætning for et andet kvartal nogensinde.
Mellem april og juni omsatte forlystelsesparken for sammenlagt 354 millioner kroner.
»Det svenske og norske marked har været vigende, men er kompenseret ved fremgang i gæster fra andre lande,« siger Susanne Mørch Koch.
I juli ramte den svenske krone et foreløbigt lavpunkt med en kurs på 0,625 over for den danske krone.
Det betød, at man på daværende tidspunkt skulle af med 62,5 danske kroner for 100 svenske kroner. Tirsdag er kursen omkring 62,8 danske kroner.
Det har alt andet lige gjort det dyrere for svenskere at være turister her i landet, og det kan altså mærkes hos Tivoli.
Selvom forlystelsesparken er optimistisk omkring andet halvår, kommer forventningerne med forbehold for, at nedgangen fortsætter.
»Vi kigger jo i særdeleshed mod Sverige, fordi landet typisk viser stor efterspørgsel på Tivoli. Derfor har vi taget forbehold for, om vi får dem alle tilbage,« siger direktøren.
I forbindelse med præsentationen af regnskabet for første halvdel af 2023 har Tivoli slået fast, at forventningen fortsat er et overskud før skat i intervallet 70-90 millioner kroner for hele året.
/ritzau/