Stort københavnsk shoppingcenter styrtbløder: Taber over 300 millioner kroner
En omfattende udbygning og et efterslæb fra coronatiden har betydet milliontab for københavnsk shoppingcenter.

En omfattende udbygning og et efterslæb fra coronatiden har betydet milliontab for københavnsk shoppingcenter.

Shoppingcentret Fisketorvet taber millioner af kroner hvert år. Og den nedadgående spiral er fortsat.
Centeret har tabt mere end 100 millioner kroner om året de sidste tre år i træk, og årsregnskabet fra 2023 viser, at det københavnske storcenter sidste år tabte over 300 millioner kroner.
Det skriver KøbenhavnLIV.
De skriver, at Fisketorvet bløder efter flere år med efterslæb fra covid-19 og en kæmpe ombygning, der i første omgang skulle udvides med 70.000 kvadratmeter, men senere blev reduceret til 43.000 kvadratmeter.
Fisketorvet er en del af verdens næststørste shoppingcenter-virksomhed, Unibail-Radamco-Westfield (URW), der har 92 centre i Europa og Nordamerika.
Og selvom pengene de sidste par år er fosset ud, er ledelsen i URW ikke bekymret.
Ifølge KøbenhavnLIV skriver de i en kommentar til 2023-regnskabet, at »Fisketorvet har vist klar bedring efter tre hårde år med covid-19«.
Og på trods af et tab på flere hundrede millioner oplevede centret sidste år en stigning i indtjening på omkring 80 millioner kroner, hvilket var en forbedring på mere end ti procent ifølge KøbenhavnLIV.
Fisketorvet, der blev opført i 2000, har de sidste par år gennemgået en stor ombygning og kunne i foråret åbne op for et stort, nyt område med mere end 30 forskellige madboder, ifølge centerets hjemmeside.
»Kajen« som området hedder, er en selvstændig udbygning på 6.500 kvadratmeter, med et spiseområde i fire etager.