Stort japansk handelsunderskud

Japans underskud på samhandelen med udlandet var noget større end ventet i juli efter markante stigninger i såvel eksporten som importen.

Den japanske regering vil afgøre, om momsforhøjelsen skal gennemføres, når den har set de endelige tal for bruttonationalproduktet i andet kvartal den 9. september. Fold sammen
Læs mere
Foto: Toru Hanai

Eksporten steg med 12,2 pct. mod ventet 12,8 pct. ifølge Bloomberg News. Samtidig gik importen frem med 19,6 pct., hvilket var et godt stykke over økonomernes estimat på 16 pct., ifølge Bloomberg News. Handelsunderskuddet opgøres til 1024 mia. yen mod ventet 773,5 mia. yen.

»Importen stiger ikke ret meget i form af volumen, men i form af værdi, hvilket stadig skyldes importen af energi. Den stærkere japanske eksport er drevet af den stadig svage yen overfor euro og dollar, men nok så vigtigt i denne sammenhæng vil styrken i den japanske økonomi være afgørende for, om Abe & Co. beslutter sig for at fastholde en forhøjelse af momsen fra 5 pct. til 8 pct. i april måned næste år,« skriver seniorstrateg i Nordea Henrik Drusebjerg i sin morgenkommentar.

Den japanske regering vil afgøre, om momsforhøjelsen skal gennemføres, når den har set de endelige tal for bruttonationalproduktet i andet kvartal den 9. september.

De japanske aktier stiger mandag morgen. Det toneangivende Nikkei 225-indeks ligger godt en halv time før børsen lukker til en stigning på 0,4 pct.