Stort hospital efter opfordring til masseopsigelser blandt sygeplejersker: Har ikke modtaget en eneste

Aarhus Universitetshospital har ikke modtaget en eneste opsigelse tirsdag, hvor sygeplejersker fra egne rækker var blevet opfordret til at sige op i protest mod arbejdsforholdene.

Aarhus Universitetshospital havde ikke modtaget nogen opsigelser fra sygeplejersker i går. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Luca Pristed, sygeplejerske på Rigshospitalet og talsperson for Styregruppen for National Arbejdsnedlæggelse, afleverede tirsdag den 30. november sin opsigelse.

Han opfordrede ved samme lejlighed andre sygeplejersker til at følge eksemplet i protest mod ringe løn- og arbejdsforhold, og håbede at tusindvis ville gøre det samme.

Dette har dog vist sig ikke at være tilfældet på Aarhus Universitetshospital (AUH), som er det første hospital til at sætte tal på antallet af opsigelser ved udgangen af december.

Der er ikke kommet en eneste opsigelse, skriver Jyllands-Posten.

»Vi har ikke modtaget nogle meldinger fra afdelingslederne hos de forskellige afsnit,« siger Vibeke Bak, fællestillidsrepræsentant og suppleant for sygeplejerskerne hos AUH, til avisen.

Afdelingslederne har dog indtil udgangen af i dag til at indmelde eventuelle opsigelser, men det er fællestillidsrepræsentantens klare forventning, at der ikke kommer nogen.

Berlingske afventer tal for Region Hovedstaden.

Sygeplejerskernes kamp for bedre vilkår

I den forgangne uge satte Luca Pristed ord på de konsekvenser, han frygter, det kan få, hvis ikke sygeplejerskernes arbejdsvilkår bliver forbedret.

»Vi går ind i et vinterhalvår, hvor sundhedsvæsenet risikerer at brænde sammen. Det kommer til at koste menneskeliv. Hvis jeg var politiker og gik op i danskernes liv, ville jeg hæve sygeplejerskernes grundløn nu. Så ville sygeplejerskerne stoppe med at skride, de ville blive mere fleksible, og mange ville komme tilbage. Det er den kortsigtede løsning, som kan få os igennem vinteren,« sagde han i et stort interview til Berlingske.

Tirsdag åbnede Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, for, at der kunne være hjælp på vej til sygeplejerskerne, idet regeringen i øjeblikket forhandler med Folketingets partier om en såkaldt coronavinterpakke.

»Vi anerkender, at sundhedsvæsenet er udsat for et betydeligt pres i øjeblikket. Coronapandemien gør, at det vil blive et problem hen over vinteren, hvorfor vi nu forhandler om en midlertidig coronavinterpakke, der skal afhjælpe det pres,« sagde han.

Et stigende antal indlæggelser med coronavirus og mangel på personale lægger i øjeblikket et stort pres på de danske sygehuse. Det betyder, at mængden af sengepladser falder, mens tusindvis af operationer udskydes.

Mange frygter, at udviklingen kan blive endnu værre hen over vinteren.

Manglen på personale skyldes hovedsagelig, at adskillige sygeplejersker har sagt op, mens regionerne har svært ved at rekruttere nye. Samtidig har flere sygeplejersker i længere tid nægtet at tage overarbejde i protest over, at de ikke fik hævet løn med sommerens konflikt.