Store kurshug til amerikansk butikskæde

Foto: Brian Snyder

Den amerikanske kæde af boligindretningsbutikker Bed Bath & Beyond får onsdag kurstæsk i eftermarkedet i USA.

Store omkostninger til at bekæmpe Amazon og andre e-handelsplatforme medfører ganske vist vækst på onlinesiden, men ikke tilstrækkeligt til at kompensere for nedgangen i salget i det fysiske butikker, hvor det sammenlignelige salg overraskende faldt i første kvartal.

På overfladen var tallene for første kvartal, som blev sendt ud en halv time efter børslukketid onsdag, ellers gode nok. Det justerede overskud per aktie endte afrundet på 32 cent, mens omsætningen landede på 2,75 mia. dollar. Analytikerne havde, ifølge Bloomberg News, regnet med en justeret indtjening per aktie på 31 cent og en omsætning på netop 2,75 mia. dollar.

Det justerede nettooverskud blev på 43,6 mio. dollar mod ventede 44,1 mio. dollar, og Bed Bath & Beyond nåede et driftsresultat, målt på EBITDA, på 160,8 mio. dollar, hvor konsensus lød på 158 mio. dollar.

Det sammenlignelige salg, væksten i de butikker, som har været åbne i mere end 12 måneder, viste dog et fald i første kvartal på 0,6 pct., mens en vækst på 0,1 pct. var ventet.

Aktien i bed Bath & Beyond falder i eftermarkedet med så meget som 9,6 pct., men har siden rettet sig til et minus på 5,2 pct.

/ritzau/FINANS