Store kapitalfonde placerer sig i skattely på kanaløerne

Store kapitalfonde foretrækker at lægge sine fonde på de britiske kanaløer som Jersey og Guernsey eller i Luxembourg. Det reducerer skattebetalingen. Det er op til investorernes egen moral at give oplysninger til skattemyndigheder.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Mens mange danskere går og sukker over skatteregningen, finder de store, internationale kapitalfonde på råd. De fleste af de store kapitalkasser har nemlig valgt at placere deres fonde i skattely som de britiske kanaløer Jersey og Guernsey.

Placeringen af fondene er ikke noget, der bliver stukket under stolen af de store kapitalfonde. I eksempelvis regnskabet for Unomedical, der er ejet af Nordic Capital, står det direkte, at selskabet er ejet af fonde, som er hjemmehørende på Jersey.

På Jersey betaler udenlandske virksomheder kun skat af den indtægt, der skabes i Jersey. Hvis indtægten skabes uden for Jersey, er den skattefri. Dermed kan afkastet til investorer i en bestemt fond gøres skattefrit ved at lægge fonden på Jersey.

Nordic Capital bruger dog ikke skatteargumentet, når man spørger til placeringen af fondene i netop et skatteparadis.

»Det er en standard i vores branche, at fonde ligger på Jersey, hvor vi har alle vore fonde. Internationale investorer kan godt lide en model, de kender, og modellen med at lægge fonde på Jersey har vundet frem i branchen,« siger Katarina Vestlund, talskvinde for svenske Nordic Capital.

Er det også et skattespørgsmål, at I har valgt at placere jer der?

»Det kunne det være, men det handler mere om, at vi følger standarderne for industrien,« siger Katarina Vestlund.

Også enkelte af fondene hos CVC Capital Partners - en af Europas største kapitalfonde - har hjemme på Jersey.

CVC benytter dog også andre lande.

»Vores overordnede management-selskab for CVC ligger i Luxembourg. Selskabet bestyrer en række fonde i forskellige lande alt efter, hvad investorerne i fondene ønsker. Vi har også fonde på Jersey,« siger Søren Vestergaard-Poulsen, der leder CVCs københavnske kontor.

Giver et kvalitetsstempel
At placeringen af fonde på kanaløerne primært er et skattespørgsmål, siger kapitalfonden EQT direkte.

»Vi har investorer fra hele verden: USA, Asien og Europa, og de kan godt lide et system, de kender. Investorerne vil være sikre på, at de kun beskattes ét sted, nemlig i deres hjemland, og efterhånden er de derfor blevet trygge ved Jersey og Guernsey,« siger Johan Hähnel, talsmand for den svenske fond EQT, der er ejet af den hovedrige svenske Wallenberg-familie.

EQT benytter oftest Guernsey som hjemsted for sine fonde, fordi øen ifølge Hähnel er blevet kendt for at slå hårdt ned på hvidvaskning af penge og forlanger, at fonde undersøger, hvor investorernes penge kommer fra. Derfor mener han, at det giver EQT et kvalitetstempel at benytte Guernsey som hjemsted for sine fonde.

Rationalet er altså, at investorerne dermed kan føle sig mere sikre på, at der ikke bliver stoppet »beskidte« penge ind i EQTs fonde.

Men lugter det ikke lidt af skatteunddragelse, at fondene ligger et sådant sted?

»Nej, det ville være en forkert antagelse. Når investorerne tager pengene hjem, skal de jo betale skat af gevinsten. De vil bare undgå at blive trukket i skat to gange,« siger Johan Hähnel.

Skatten bliver kun trukket i hjemlandet, hvis investorerne selv gør opmærksom på det?

»Ja, men det er jo en helt anden diskussion. Det er et spørgsmål om den enkelte investors etik og moral,« siger EQT-talsmanden.

Den danske kapitalfond Axcel er hjemmehørende i København, har lagt alle sine fonde i Danmark og betaler dermed også skat i Danmark. Christian Frigast, der er administrerende direktør for Axcel, ønsker ikke at udtale sig om, hvorfor nogle af hans udenlandske konkurrenter foretrækker at lægge fondene mere eksotiske steder end Danmark.

Pensionskasser går med
Ved et arrangement for nylig i Danske Bank om kapitalfonde og fordelen ved dem, blev der lagt vægt på, at fondene har en fordel i forhold til andre investorer med hensyn til at udnytte eksempelvis skattelovgivningen.

En række danske pensionskasser investerer stadigt større summer i de store, internationale kapitalfonde. Det sker ud fra et argument om, at fondene sikrer et godt afkast, og at pensionskasserne ikke selv har ressourcer til at investere på den måde.

Flemming Grunnet, en dansk fabrikant, der fortsat nægter at sælge sine TDC-aktier efter fem kapitalfondes overtagelse af selskabet, mener, at det er problematisk, at de danske pensionsselskaber og pensionskasser på den måde medvirker til, at fonde kan foretage, hvad han kalder for skattespekulation.

»Hvorfor skal pensionskasserne og bankerne medvirke til reduceret skat gennem indskud i kapitalfondene? Det er dobbeltmoral. Jeg mener, at pensionskasserne burde gå sammen og foretage noget selv på en ordentlig måde,« siger Flemming Grunnet.

Han mener, at pensionskasser og banker har ladet sig friste af det store, lovede afkast ved hjælp af øget låntagning og andre finansielle instrumenter. Men konsekvenserne har ingen talt om - før nu, understreger han.www.eqt.se

- svenske EQT.

www.axcel.dk

- det danske investerings-

selskab Axcel.