Store fald til aktier i Europa

Aktiemarkederne i Europa faldt mandag tilbage ovenpå spekulationerne om, at al-Qaeda står bag terror-bomberne i Madrid. De fleste toneangivende indeks endte dagen med fald i omegnen af 1,5 pct. til 2,5 pct. Bloombergs European 500-indeks faldt 2,0 pct. Størst var faldende i Spanien, hvor hovedindekset IBEX 35 faldt over 4 pct.

Den negative stemning trak flere selskaber ned trods meddelelser om positivt nyt. Blandt andet faldt Europas største producent af forsvarselektronik, franske Thales, 2,4 pct. på trods af, at selskabet kunne melde om uventet høj indtjening i 2003 samt positive forventninger til 2004.

Også Europas største rejseselskab, tyske TUI (- 5,9 pct.), faldt stort selvom selskabet kunne meddele om stigende omsætning samt forsikringer om, at Madrid-angrebet ikke vil have nogen effekt på selskabets aktiviteter.

Italiens største bank, Unicredito, faldt 4,3 pct. på trods af meldinger om en stigning på 9 pct. i indtjeningen i 2003 i forhold til 2002.