Store BST-centre på strandhugst

Læs mere
Fold sammen
To af landets store BST-centre er begyndt at gå på strandhugst i hinandens områder for at kapre flere landsdækkende

kunder.


Fire måneder efter BST Danmark, Frederiksberg, åbnede i Århus, har BST Århus etableret sig i

København med læge, kemiingeniør og ergoterapeut.


- Vi servicerer landsdækkende virksomheder, og

det er for dyrt at køre frem og tilbage mellem Århus og København, forklarer direktør Poul Schmidt, BST

Århus. BST Århus'' landsdækkende kunder er bl.a. Dansk Supermarked, TDC, Falck og alle apoteker.


Han siger,

at BST Århus vil konkurrere med BST Danmark, der med 52 medarbejdere i dag og ti flere om en måned, er landets største

BST. BST Århus har 33 medarbejdere. BST Århus har udviklet et specielt helse-, miljø- og sikkerhedsprodukt (HMS).

Det er primært rettet mod virksomheder, der ikke er omfattet af BST-pligten. Og det er især HMS-produktet, BST Århus

vil satse på i København. Regeringsskiftet lagde en dæmper på BST.


- Før 1. januar i år

skulle vi levere en times rådgivning pr. år pr. ansat i virksomhederne. Det blev reduceret til 0,6 time. Vi har derfor

0,4 time i overskud, der skal sælges. Vi har måttet fyre fem af 38 ansatte. Der ligger et stort kundeunderlag i København,

og vi har fået en række opgaver til de tre medarbejdere, fortæller Poul Schmidt.


Adm. direktør Thorkil

Baungaard, BST Danmark, siger ligeud, at afdelingen i Århus skal skaffe nye landsdækkende kunder. Til kundekredsen i Århus hører

bl.a. DSB, grafiske og elektronik-virksomheder.


- Vi laver også meget for advokatfirmaer og revisionsselskaber i Århus.

Vi vil gerne ind i brancher, hvor det handler om mennesker og IT. Vi er indstillet på konkurrence og med afdelingen i Århus,

behøver vore kunder kun at handle med én partner. Vi er mindre interesseret i det traditionelle BST-marked i Århus.

Vi satser i stedet på sundhed, psykisk arbejdsmiljø og organisation - forhold relateret til medarbejderudvikling og større

jobglæde, siger Thorkil Baungaard, som ikke har droslet medarbejderstaben ned efter regeringsskiftet.


- Om en måned

er konsulentstaben i København øget med ti. Vi har vundet fire EU-licitationer. Den ene er en stor ordre, der vedrører arbejdsmiljøet

på sygehuse i Københavns Amt. Vi har også vundet en ordre i Frederiksborg Amt, fortæller Thorkil Baungaard.




Han tilføjer, at sygehusene i Århus Amt er interessante for BST Danmark, der i forvejen samarbejder med Århus

Amt på sygehusområdet.


Underdirektør Thomas Philbert Nielsen, DA, ser konkurrencen mellem BST-centrene som

et sundhedstegn.