Storaktionær vil ikke sælge til Nokia

Endnu flere vil nu spænde ben for, at finske Nokia får kontrol med indmaden i avancerede mobiltelefoner.

Ud over at samarbejdspartnerne er tvære, risikerer den finske mobilkæmpe Nokia nu også, at der slet ikke bliver nogen handel med de Symbian-aktier, som vil give Nokia kontrol med indmaden i de avancerede mobiltelefoner.

En større aktionær i det britiske IT-firma Psion vil nemlig stemme imod, at Psions aktier bliver solgt til Nokia. Psion ejer 13,5 af aktierne i Symbian, som er det styresystem, der bruges i de fleste, avancerede mobiltelefoner. Symbian konkurrerer med Microsofts Windows Mobile om at styre programmerne i mobiltelefonerne som på en PC.

I forvejen har andre samarbejdspartnere i Symbian meddelt en vis utilfredshed med, at Nokia skulle få total kontrol med over 63 procent af aktierne, hvis handelen med Psion går i orden. Store firmaer som Samsung, Siemens, Sony Ericsson og Matsushita står også bag Siemens, og de konkurrerer alle med Nokia om at sælge mobiltelefoner.

Kilder i Psion siger til nyhedsbureauet Reuters, at de tror på, at den genstridige Psion-aktionær kan overtales til at se fordelene ved salget.