Stor fusion inden for overfladebehandling

To store aktører indenfor overfladebehandling - Herning Galvanisering A/S og FJ Varmforzinkning A/S på Fyn - har fusioneret

i koncernen Dansk Overflade Teknik A.S.


Det nye selskab vil fremover komme til at beskæftige omkring 400 ansatte, og produktionen

vil foregå på fire afdelinger - to i Jylland, et sted på Fyn og med en virksomhed på Sjælland.


Fusionen

skaber basis for en fremtidssikret koncern, der vil være blandt de største på markedet i hele Nordeuropa, og som

vil kunne tage konkurrencen op med selv de største konkurrenter på såvel hjemmemarkedet som på de attraktive

eksportmarkeder.


De to parter i fusionen er højteknologiske virksomheder, der med moderne, miljøvenlige produktionslinier

er klar til at servicere kunder indenfor såvel specialopgaver som serieproduktion.


Herning Galvanisering A/S er placeret

i Fasterholt mellem Herning og Brande består tillige af virksomhederne Dansk Overfladeteknik og datterselskabet Herning Galvanisering

GmbH i Flensborg.


Koncernen beskæftiger omkring 200 ansatte.


FJ Varmforzinkning A/S har 135 ansatte, og virksomheden

bliver i forbindelse med fusionen skilt ud fra den fynske industrikoncern Ferritslev Jernvarefabrik A/S i Ferritslev. Selskabet har

endvidere en afdeling i Køge.


- Det nye selskab bliver særdeles godt rustet til at gå ind i konkurrencen på

såvel hjemmemarkedet som på de store eksportmarkeder, siger administrerende direktør Lars Peter Degn.


- Også

inden for salg og markedsføring vil koncernen fremover være godt rustet til at udbygge de stærke positioner, man

allerede har i Tyskland og Sverige. Samtidig betyder den nye produktionsstruktur, at koncernen fremover vil kunne levere fra de lokale

produktionssteder, så man slipper for transporterne over f. eks. Storebæltsbroen, fastslår Lars Peter Degn.


Den

nye direktion i Dansk Overflade Teknik A/S kommer til at består af administrerende direktør Lars Peter Degn , der kommer

fra FJ Varmeforzinkning, og direktør Jan Ole Rasmussen, der kommer fra Herning Galvanisering.


Direktør Birger Riisager

bliver formand for selskabet, mens advokat Ejvind Sandal får posten som næstformand.


- Der bliver tale om en meget

stærk fusion, der får en egenkapital på 100 millioner kroner, og samtidig bliver der tale om en koncern, der vil

satse meget på udvikling af nye spændende arbejdsområder, fastslår Lars Peter Degn.


- Det er en stor

styrke, at koncernen fremover kan nøjes med at opfinde de dybe tallerkener én gang, og der vil blive fokuseret meget

på at udvikle nye arbejdsområder, så koncernen hele tiden vil være markedsførende omkring de nyeste

og mest avancerede arbejdsteknologier, fastslår den nye direktør.


Herning Galvanisering A/S har en investorkreds,

der er hentet hos FIH, Pensionskasserne administreret ved PKA samt pensionskasserne for Sygeplejerskerne og pensionskassen for ergoterapeuterne

samt Valdemar Birn.


FJ Varmeforzinkning i Ferritslev er familieejet og har en registreret aktionærkreds med Birger Riisager,

Torstein Riisager, Borghild Andersen og Martha Christensen.


Fusionsarbejdet har stået på det seneste år, og

forhandlingsparterne blev meget hurtig klar over, at de involverede virksomheder ville komme til at stå stærkest ved at

gå sammen.