Stor ejendomsinvestor har fået nok: Aalborg Portland er ikke Danmark. De skal ikke bestemme over CO2-afgift

Hvis man vil være Nordens førende inden for klimavenligt og bæredygtigt byggeri, kræver det, at man selv er parat til at påtage sig arbejdet med at udvikle nye løsninger og nye byggematerialer. Det gør en af Nordens største og mest progressive ejendomsinvestorer, NREP. Men topchef Claus Mathisen er træt af en konservativ byggebranche.

Claus Mathiesen er topchef og partner i ejendomsinvesteringsselskabet NREP. Han er træt af konservatismen i byggebranchen og mener, at der skal langt mere nyskabelse til. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Claus Mathisen, topchef og partner i en af Nordens største ejendomsinvestorer, danske NREP, har en klar opfordring til politikerne forud for efterårets forhandlinger om at indføre en CO2-afgift som en del af en grøn afgiftsreform.

»Politikerne skal sætte ambitionsniveauet højt. Vi skal nok løse de problemer, der kommer ud af en CO2-afgift, men politikerne skal blive enige om et ambitionsniveau, der gør det tydeligt, hvad vi vil,« siger Claus Mathisen.

»En CO2-afgift vil gøre det synligt, hvad det koster, og det vil få virksomheder til at handle og gøre det rigtige. Der skal sættes et højt nok ambitionsniveau. Så skal vi virksomheder nok løse udfordringerne,« siger han.

Det med at løse udfordringerne, når det gælder bæredygtige og klimavenlige løsninger i byggebranchen, har NREP og Claus Mathisen ret god erfaring med – oven i købet med et godt økonomisk resultat. Det vender vi tilbage til.

For med sin udmelding lægger Claus Mathisen sig ud med en stor del af producenterne af byggematerialer med cementproducenten Aalborg Portland i spidsen, selv om NREP faktisk har et tæt samarbejde med Aalborg Portland om at udvikle ny, klimavenlig cement.

Claus Mathisen opfordrer tilmed politikerne til at lukke ørerne for lobbyisme, når de skal forhandle om en CO2-afgift.

»Det skal ikke være halen, der vifter med hunden her. Aalborg Portland er ikke Danmark. Det kan godt være, at det er en stor virksomhed, der kan tale højt, men det skal ikke være dem, der bestemmer, hvad vi skal gøre for vores børn og børnebørn,« siger Claus Mathisen.

Overvurderer indflydelse

Det kræver et modsvar fra Aalborg Portlands direktør, Michael Lundgaard Thomsen, som både er formand for regeringens klimapartnerskab for energiintensive virksomheder og genstartsteamet for produktionsvirksomheder og grøn teknologi.

»Claus Mathisen fra NREP overvurderer klart vores begrænsede indflydelse, når det kommer til skepsis over for en CO2-afgift. Vi bliver ofte fremhævet, men faktisk er der mange parter, som har rejst en bekymring over for en generel CO2-afgift i Danmark,« skriver Michael Lundgaard Thomsen i en e-mail til Berlingske.

Han kalder CO2-afgifter en nydannelse, som man ikke kender fra andre lande, og minder om, at Aalborg Portland allerede betaler CO2-afgift til EUs kvotesystem, hvilket vil koste virksomheden mere end 120 mio. kroner næste år.

»Når det er sagt, er vi meget enige med NREP og andre progressive bygherrer om, at der skal mere skub i det bæredygtige byggeri. Derfor bakker vi også fuldt op om 70-procentmålet og støtter grænseværdier for CO2 i byggeri. Vi kommer til at lancere mere bæredygtig cement og forventer, at markedet vil efterspørge den. Den vej tror vi på frem for gennem en CO2-afgift. Så vi er enige om målet, men ser forskelligt på midlet,« skriver Michael Lundgaard Thomsen.

Har knækket koden

NREP har de senere år skilt sig ud i ejendoms- og byggebranchen ved at være det selskab herhjemme og i Norden, der først og mest dedikeret har satset på at bygge bæredygtigt og klimavenligt.

Og NREP har tilsyneladende knækket koden for, hvordan man kan få en god forretning ud af at tænke langsigtet, satse på innovation og klimavenligt, bæredygtigt byggeri.

NREP er netop nu ved at bygge en ny biograf i Nordhavn. Her er topchef Claus Mathisen fotograferet i bygningen, som er bygget på en måde, så det er hurtigt at ændre bygningens formål og nemt at genbruge byggematerialerne, hvis det skal rives ned på et tidspunkt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

For at nå den position er det imidlertid ifølge Claus Mathisen nødvendigt, at man som ejendomsinvestor også går ud og tager et opgør med den konservatisme og mangel på viden og innovation, som især findes inden for produktion af byggematerialer, og som sammen med forældet lovgivning bremser den bæredygtige udvikling i byggeriet.

NREP er i dag et af de største ejendomsinvesteringsselskaber i Norden. Selskabet er bygget op omkring en række ejendomsfonde, som tilsammen har over 2,5 mio. kvadratmeter bygninger i Norden, primært inden for kerneområderne boliger, kollegier, plejehjem og logistikbygninger.

I øjeblikket har selskabet lidt over 100 aktive byggeprojekter i Norden. Omsætningen landede på knap 300 mio. kroner i 2019, 17 procent mere end året før. Samtidig kan selskabet tjene penge. Driftsindtjeningen i 2019 lå på knap 200 mio. kroner, mens overskuddet efter skat landede på 50 mio. kroner.

Bofællesskaber, kollegier og friplejehjem

Selskabet har især vakt opsigt med en række nyskabende koncepter inden for moderne bofællesskaber for ældre og børnefamilier, nye typer kollegier, private friplejehjem og lagerfaciliteter i byområder.

NREP blev stiftet i 2005 af Mikkel Bülow-Lehnsby, der i dag er bestyrelsesformand for NREP, og Rasmus Nørgaard. De seneste ti år har selskabet haft en årlig organisk vækst på omkring 30 procent i gennemsnit, både på omsætning, medarbejdere og investeringsaktiver.

I 2018 trådte Mikkel Bülow-Lehnsby tilbage som topchef i NREP og overlod pladsen til Claus Mathisen, der siden 2008 har været chef for Pelican Self Storage, som er ejet af NREP. I sin tid i Pelican Self Storage opbyggede Claus Mathisen virksomheden fra idé til et af de førende lagerhoteller i Europa, og Pelican Self Storage er et eksempel på de »platformvirksomheder«, som NREP gerne vil opbygge.

Herhjemme er NREP involveret i en række nyskabende projekter som for eksempel byudviklingen af Tingbjerg og forsøg med bæredygtige byggerier som Ressourcerækkerne på Amager. NREP har også gjort opmærksom på sig selv ved at bygge flere tusind boliger i moderne bofællesskaber for børnefamilier og ældre over 55 år. Det sker under navnene Plushusene i Nivå og Hedehusene, i Lisbjerg ved Aarhus samt i Agorahaverne i Slagelse og Næstved.

Lige nu er NREP også i gang med at opføre et nyt kollegiekoncept under navnet Umeus samt en biograf i Nordhavn. Friplejehjem i Nordsjælland og Hundige er også blandt de projekter, selskabet er i gang med.

Endelig er det NREP, der står bag UN17 Village, som kommer til at udgøre sydspidsen af Ørestad, og ifølge FNs Miljøagentur bliver et af verdens mest bæredygtige byggerier til dato.

Fyrtårnsprojekter løser problemer og skaber værdi

Ideen er ifølge Claus Mathisen lidt forsimplet at investere i innovative fyrtårnsprojekter, som skaber værdi, fordi de løser nogle af de problemer, det moderne byggemiljø står overfor – såsom boligmangel, ønsket om nye fællesskaber, en god alderdom, klimaudfordringer, nye energiløsninger eller overforbrug af ressourcer.

Topchef i NREP, Claus Mathisen, vil etablere en urban tech-fond, delvist finansieret af Novo Holding, for at støtte opstartsvirksomheder, der kan finde lovende bæredygtige og klimavenlige løsninger til byggebranchen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

»Det handler om at være mere aktive, nysgerrige og ambitiøse med at løse de problemer, vi ser. Det kan være de studerende, der ikke har et sted at bo, eller det faktum, at vi bruger uforholdsmæssigt meget af Jordens ressourcer på at opføre bygninger,« siger Claus Mathisen.

»Det er spørgsmål, der ligger uden for NREP, men vi tror på, at hvis vi løser et problem, så skaber vi værdi. Og det køber investorerne ind i,« tilføjer han.

Sådan har det dog ikke altid været.

Da selskabet blev etableret for 15 år siden, var det ikke for at løse et klimaproblem, men for at skabe en forretning og tjene penge på ejendomme.

Hvis man går fem år tilbage i tiden, var NREPs officielle formål fortsat at »levere det bedste risikobalancerede afkast til investorerne«.

»For omkring fem år siden var der en diskussion i partnergruppen om, hvorvidt man kunne tage det grønne med ind i det øverste formål for virksomheden, for på det tidspunkt var det i realiteten dét, man arbejdede for i selskabet. Men kunne man sige det til investorerne? Det var der ingen, der turde. Ledelsen troede ikke rigtigt på, at investorerne ville reagere positivt på det. Men det gør de nu,« fortæller Claus Mathisen, der selv har siddet i NREPs strategiske ledelsesteam siden 2008.

Selskabets fokus på bæredygtighed er med til at placere det øverst i bunken, når store investorer leder efter nye ejendomsfonde og -projekter at investere i.

Novo-fonden investerer over en milliard kroner

NREPs fokus på bæredygtighed og innovation i byggebranchen er også baggrunden for, at selskabet i maj i år kunne udvide sin ejerkreds med landets rigeste erhvervsdrivende fond, Novo Nordisk Fonden, der de senere år har bredt sig ud over et snævert fokus på life science-investeringer til nu også at investere i ejendomme.

Novo-fonden, der investerer via sit holdingselskab, Novo Holdings, betegner NREP som »Nordens mest visionære ejendomsinvestor«.

Novo Holding har samarbejdet med NREP siden 2018, da fonden for første gang investerede i en af NREPs ejendomsfonde, og Novo Holding er »blevet overbevist om den langsigtede bæredygtighed i virksomhedens koncepter, såvel økonomisk som socialt og miljømæssigt«.

Novo Holding har dels skudt et trecifret millionbeløb ind i selve virksomheden og er til gengæld blevet minoritetsejer med 25 procent af selskabet. Derudover skyder Novo Holding godt en milliard kroner i NREPs nye, nordiske ejendomsfond.

»For et par år siden blev det tydeligt for os, at vi gerne ville blive ved med at vokse, og det kræver kapital. Det meste af den kapital, vi tjener, bruger vi allerede på at investere i nye, innovative projekter. Det ville vi gerne accelerere, og det krævede, at der blev skudt ny kapital i selskabet,« forklarer Claus Mathisen om baggrunden for at tage Novo med ind i ejerkredsen.

At det lige præcis blev Novo Holding handler først og fremmest om, at selskabets ledelse ønskede en langsigtet partner med et rigtige værdigrundlag.

»Vi har overvejet en børsnotering, Men vi vil hellere operere i det private marked end i det børsnoterede. Hvis du bliver børsnoteret, så opstår der nogle krav, og du begynder at kigge for meget på din aktiekurs. I stedet syntes vi, at en fond med et langt perspektiv og kapitalbase som Novo var et ideelt valg,« siger Claus Mathisen.

Investeringen fra Novo skal blandt andet bruges til at opbygge yderligere kompetencer inden for byggematerialer, biodiversitet og energiløsninger.

For selv om Claus Mathisen er sikker på, at byggebranchen vil kunne innovere sig ud af en CO2-afgift, kommer nyskabelser ikke af sig selv. Selskabet har for eksempel selv været nødt til at involvere sig i udvikling af byggematerialer og udvikling af energiløsninger, som hvordan man får det til at fungere med solceller på tage.

»Der er brug for ny teknologi i byggeindustrien. Der er et underudviklet potentiale, men også mulighed for værdiskabelse,« siger Claus Mathisen.

Noma-kok og Distortion-formand skal bygge kollegium

Derudover har NREP brug for midler til at investere i at opbygge flere driftsplatforme. I modsætning til mange andre ejendomsinvestorer vil NREP nemlig gerne selv drive de byggerier, de står bag. Det gælder blandt andet ældreboliger og studieboliger.

NREP har for eksempel etableret et team bestående af en arkitekt, iværksætteren Lærke Hein, der har etableret Karrierebar i Kødbyen og er bestyrelsesformand for Distortion-festivalen, og en kok, der har arbejdet på Noma. Deres opgave er at gøre de kommende studieboliger i Nordhavn til »et fedt produkt«.

»Det handler ikke kun om, hvilken type mursten man vælger, men om at sætte det i drift. Det er en 24/7-opgave at drive et hus med 200 studerende. Vi har sagt, at vi gerne vil genopfinde Egmont-kollegiet. Det smukke ved Egmont-kollegiet, der blev bygget i 1950erne, er, at folk stadig refererer til deres tid på Egmont. Det tror jeg, der er værdi i. Jeg kan godt nok ikke kvantificere det i en højere husleje, men jeg har et bedre produkt, den dag jeg skal sælge det,« siger Claus Mathisen.

Vil investere i urban tech

Endelig skal NREP bruge nogle af Novos mange millioner til at etablere en ny stor urban tech-fond, som skal være med til at støtte virksomheder, der udvikler ny bæredygtig teknologi til byggebranchen.

»Man kan godt sige, at det bliver en slags venturefond. Vi vil investere i virksomheder, som er et stykke fremme med ideer, og som kan bruges til at omsætte vores ideer om et bedre og mere bæredygtigt bygget miljø til virkelighed,« siger Claus Mathisen, der er uddannet på CBS og har en baggrund fra Boston Consulting Group og investeringsbanken J.P. Morgan, inden han kom til NREP.

NREP investerer allerede i dag i den slags virksomheder, men ønsker at lægge det over i en selvstændig fond. Selskabet har for eksempel investeret i et norsk selskab, der bruger kunstig intelligens til at fortælle, hvad man bedst kan bruge en bestemt byggegrund til.

Claus Mathisen, topchef i NREP, kunne i maj i år underskrive en aftale med Novo Nordisks ejer, Novo Holding, som køber 25 pct. af aktierne i selskabet for omkring 300 mio. kr. og samtidig investerer omkring en milliard kroner i NREPs ejendomsfonde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

»Det er i dag en opgave for en arkitekt, som går ud og kigger og tegner to-tre forslag. Men det kan være svært at få alle parametre – fra byggehøjde over lysindfald til byggeregulativer – med. Her sætter man alle parametrene ind i et system og kommer ud med forslag, som man så kan optimere,« fortæller Claus Mathisen.

Selskabet er vokset fra 60 til 250 ansatte, siden NREP investerede i det.

Herhjemme har NREP investeret i arkitekfirmaet Lendager, og de har sammen været involveret i blandt andet udvikling af genbrugsbeton.

Forsøget med at udvikle genbrugsbeton giver et godt billede på, hvad det er for en rolle, NREP forsøger at tage i byggebranchen. Produktionen foregik for nogle år tilbage, dels i forbindelse med opførelsen af en ny lagerhal til Pelican Self Storage, dels i forbindelse med opførelsen af Upcycle Studios.

På det tidspunkt var Claus Mathisen stadig adm. direktør i Pelican Self Storage og havde derfor projektet tæt inde på livet.

»I dag tror jeg ikke, at vi i NREP ser os selv som det nye Unicon Beton. Men det har været en måde, hvor vi kunne italesætte behovet for genbrugsbeton over for Unicon. I dag fremstiller Unicon selv genbrugsbeton. Jeg skal ikke sige, at det er derfor, men jeg tror, at vi har været med til at skubbe til det. For ti år siden var der ikke nok af den slags projekter til, at man kunne lave en urban techfond, men det er der nu, og vi mener, at vores rolle er at investere i nogle af de virksomheder, der kan skubbe til branchen,« siger Claus Mathisen.