Støtte til nyt firma i sag om postfusk

Seirbox har ret i anklager mod den førende leverandør af postkasser, ME-FA, der ejes af en meget solid kreds af investorer. ME-FA afviser, at oplysning om ‘typegodkendelse’ har afgørende betydning.

Post Danmark giver det nystartede firma Seirbox ret i sin anklage mod ME-FA om uredelig markesføring. Ifølge Post Danmark eksisterer begrebet ‘typegodkendelser’ af postkasser slet ikke længere. Infrastrukturchef Anne Kruse Bernbom, PostDanmark, fastslår, at postkasser ikke skal typegodkendes, men i stedet opfylde anbefalinger fra Dansk Standard.

Dermed er det materiale, som ME-FA bruger om typegodkendelse i bedste fald forældet, i værste fald direkte fusk. Anne Kruse Bernbom tilkendegiver overfor ErhvervsBladet, at hun i en skriftlig henvendelse vil gøre ME-FA opmærksom på, at deres materiale henviser til en forældet vejledning.

I skrivende stund anvender ME-FA fortsat disse termer på deres hjemmeside. Selskabet erkender, på trods af ‘typegodkendelse’ ikke længere eksisterer, at de fortsat har en række modeller og postkasser i deres sortiment, som efter tidligere gældende regler har opnået en typegodkendelse.

Fjerner ‘godkendelse’»Vi er godt klar over, at typegodkendelse ikke længere eksisterer. Derfor er vi i fuld gang med at fjerne det fra vores prislister og hjemmesider. Men jeg mener ikke det er korrekt, at vi bruger det opsøgende overfor vores kunder,« siger salgsansvarlig Peter Andersen, ME-FA.