Stenrig fond giver penge til forskning, der skal fjerne stopklodserne for danske atomkraftpionerer

Novo Nordisk Fonden uddeler i alt 120 millioner kroner til forskning i nuklear energi eller kernekraft i Danmark. Et af projekterne retter sig direkte mod nogle af de største udfordringer, som de danske atomkraftpionerer hos Seaborg og Copenhagen Atomics er løbet ind i.

Novo Nordisk Fondens Senior Vice President for natur- og teknisk videnskab Lene Oddershede står bag det forskningsprogram, der nu har uddelt 120 millioner kroner til forskning i kernekraft i Danmark. Hun håber, at det kan være med til at opbygge et forskningsmiljø af international klasse og trække viden om atomkraft og fusionsenergi til Danmark. Asger Ladefoged

Novo Nordisk Fonden løfter nu sløret for, hvilke forskere der får andel i de 120 millioner kroner, som fondens formand, Lars Rebien Sørensen, sidste år satte i spil som støtte til forskning i kernekraft som bæredygtig energikilde. 

De mange millioner bliver delt i to, og den ene halvdel, 60 millioner kroner, går til den tyskfødte professor i materialeforskning ved Aarhus Universitet Anja-Verena Mudring, den anden halvdel går til professor Stefan Kragh Nielsen fra DTU, der forsker i fusionsenergi.