Statsselskaber ender ofte i ingenmandsland

Byline foto billede 2018 Bylinefoto Jens Christian Hansen Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Privatiseringer og salg af betydende statsselskaber har over de seneste to-tre årtier tyndet gevaldigt ud i porteføljen af virksomheder med helt eller delvist statsejerskab. I øvrigt ofte med rød blok som den mest ivrige sælger.

Blandt de absolut største frasalg er TeleDanmark (i dag TDC), Girobank og Statsanstalten for Livsforsikring (begge i dag i Danske Bank), Scandlines, delsalget af Københavns Lufthavne, senest delsalget af Ørsted i 2014 og blandt de mindre, men problematiske, salget af vaccineproduktionen i Statens Serum Institut til asiatiske ejere.

Disse frasalg har ofte resulteret i ideologiske opgør på Christiansborg –  i højere grad, end hvad der har været det rigtige ejerskab for de pågældende selskaber. Generelt er staten ikke en god ejer, tænk blot på DSB, Banedanmark og PostNord og slet ikke, hvis der tages udgangspunkt i, at en god ejer skal være en aktiv ejer.

Ikke desto mindre har staten lige nu et par guldkumper på hånden. Halvdelen af ejerskabet til det næstmest værdifulde selskab på børsen, nemlig Ørsted A/S samt pengemaskinen Danske Spil. I runde tal værdier i størrelsesordenen op i mod 120 mia. kr. alene i disse to selskaber. I ingen af disse selskaber har staten dyrket det aktive ejerskab.

De enorme værdier er skabt ved, at de pågældende selv har dyrket guldårerne frem. I Ørsted har staten været passiv ejer, mens Ørsted-ledelsen og aktive ejere som kapitalfonden Goldman Sachs tog lederskabet og transformationsudviklingen på sig. Det har staten profiteret af, og det betyder, at der nu ruller et antal milliarder ned i statskassen hvert år i form af store udbytter.

Statsejerskab eller ikke statsejerskab er dukket op igen i den politiske debat i kølvandet på Ørsteds mislykkede forsøg på at sælge eldistributionsselskabet Radius. Radius er defineret som kritisk infrastruktur, som ikke kan sælges til alle og enhver. Pt. er politikerne ikke enige om, hvem der kan købe Radius, og derfor er salget sat på standby – til efter folketingsvalget.

Ørsted selv har understreget, at Radius ikke hører til de fortsættende forretninger i koncernen. Når Radius ikke længere er en del af Ørsted, ligger langt, langt hovedparten af Ørsteds forretninger i udlandet, altså ikke længere blot i nærheden af noget, der lugter af dansk infrastruktur. Derfor melder spørgsmålet sig hurtigt i 2020 om, hvorfor staten skal have bundet 100 mia. kr. i en global vindmøllekoncern.

To af de finansministre, der har solgt kraftigst ud, er socialdemokraten Mogens Lykketoft og Venstres Thor Pedersen. Begge har efterfølgende talt om, at statsudsalget har været for stort og for voldsomt.

Thor Pedersen slog således hælene i, da man talte om yderligere frasalg i Københavns Lufthavne på et tidspunkt, hvor statens ejerandel var reduceret til 39 procent. Ligesom staten også holder fast i sin ejerandel i SAS på 14 procent. To selskaber som i den grad må antages at høre til kritisk infrastruktur for Danmark på lige fod med eksempelvis Metroselskabet. I langt højere grad end Ørsted.

Pointen er, at politikerne har svært ved at blive enige om, hvad der er nødvendigt for staten at eje, og hvad der ejermæssigt ligger bedst i privat regi. Derfor kunne man ønske sig, at de regeringsbærende partier blev enige om en sådan definition, inden man kaster de statsejede selskaber på auktionsblokken.

Jens Chr. Hansen er Berlingskes erhvervskommentator

»Hvorfor skal staten have bundet 100 mia. kr. i en global vindmøllekoncern?«


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Der er konstant glidende overgange til hvornår statens selskaber befinder