Statsrevisorformand vil have gransket forlig i udbyttesag

Skattestyrelsen lod bagmænd slippe for retsforfølgelse, hvis milliardbeløb tilbagebetales i udbyttesag.

Spekulanter har plyndret Europa for 410 milliarder kroner
Arkiv. Skat. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sarah Christine Nørgaard

Statsrevisorernes formand, Henrik Thorup (DF), vil bede Rigsrevisionen om at undersøge et forlig i sagen om svindel med udbytteskat for 12,7 milliarder kroner efter afsløringer de seneste dage.

Revisionen skal undersøge, om Skattestyrelsen og Kammeradvokaten har varetaget den danske stats interesser på en forsvarlig måde, da de indgik et forlig om at stoppe retsforfølgelse. Det er Politiken og TV2, der har afdækket det.

»Det her er grotesk og fuldstændig uforståeligt, at man kan lave sådan noget. Men hvis det indgår i et forlig, kan der være nogle andre omstændigheder, hvis det er foregået i USA, for jeg kan ikke forestille mig, at det kan foregå i Danmark,« siger formand Henrik Thorup.

Han er forarget over, at svindlerne tilsyneladende får lov at trække deres udgifter til svindlen fra.

Rigsrevisionen er statens uafhængige revisionsmyndighed og kan tage sagen op, hvis Statsrevisorerne er enige på næste møde 11. oktober. Revisionen kan også tage sager op af egen drift.

Statsrevisorerne holder øje med, om borgernes penge bruges forsvarligt. De seks politikere fungerer som et kollegie, og hvis et medlem ønsker at tage en sag op, følges opfordringen sædvanligvis.

Bag ønsket står desuden statsrevisorerne Frank Aaen (EL) og Klaus Frandsen (R), skriver TV2 og Politiken torsdag.

Ifølge de to medier var forligsparterne involveret i svindel for cirka 4,1 milliarder kroner.

Ifølge Skattestyrelsen har danske myndigheder indvilget i at stoppe retsforfølgelsen mod forligsparterne, hvis et beløb på 1,6 milliarder kroner bliver betalt tilbage.

Det lavere beløb skyldes ifølge TV2 og Politiken, at svindlerne skulle have fået lov til at trække deres udgifter fra. Det gælder udgifter til blandt andet skatterådgivere og børsmæglere.

/ritzau/