Staten på retræte i oplagt tabersag

I sidste øjeblik trak staten grundlaget væk under EU-sag.

Danmark har spillet juridisk kis-pus med EU i sagen om ophævelse af de forhindringer, der gør det umuligt for andre end staten at eje mere end ti procent af børsnoterede Københavns Lufthavne.

Alternativet til at ophæve ejerbegrænsningen ville være en retssag. I går skulle sagen ifølge Berlingske Tidendes oplysninger have været drøftet på kabinetchef-møde i EU.

Men i en fondsbørs-meddelelese demonterede Danmark i forgårs kl. 18.47 en stensikker tabersag ved selv at indstille til generalforsamlingen i Københavns Lufthavne, at ejerbegrænsningen opgives.

Aktiemarkedet opfatter ophævelsen som et tegn på, at staten måske vil stille lufthavnen til salg.

Men Venstres trafikordfører Svend Heiselberg oplyser, at det ikke var en del af diskussionen, da trafikminister Flemming Hansen (K) onsdag morgen orienterede trafikordførerne fra V, S, SF, K, og KrD.

»Ejerbegrænsningen skal ophæves for at undgå en retssag. Jeg forstår godt, at aktiemarkedet spekulerer i, om lufthavnen nu er til salg, men i mine øjne ligger det ikke i kortene«.

Men nu er der jo åbnet mulighed for, at andre vil kunne opkøbe en majoritetspost i lufthavnen?

»Ja, men ophævelsen er en juridisk manøvre - ikke et salgsfremmende initiativ,« siger Svend Heiselberg.