Staten forhandler om at undgå milliontab i Venezuelas fallitbo

Staten forhandler om at minimere et truende milliontab på garantier stillet til danske forretningseventyr i det konkurstruede Venezuela. Esbjerg-virksomhed er klar til at købe statens gæld til spotpris.

Venezuelas præsident Nicolas Maduro afløste den karismatiske, omstridte revoltemager Hugo Chavez, der døde i 2013. Nu kæmper han for at redde resterne af den sønderflåede økonomi, men landet undgår næppe en konkurs. Arkivfoto: Feliciano Sequera /AFP Fold sammen
Læs mere

Mangel på sukker tvang mandag den amerikanske sodavandsgigant Coca-Cola til at lukke virksomhedens produktion i kriseramte Venezuela. Landets økonomi skrumpede med ti procent sidste år, mens leve­omkostningerne steg med 181 procent Det har betydet, at fødevarepriserne er eksploderet til det femdobbelte i det sydamerikanske land. Bare for at tage et eksempel meldes en hamburger at koste, hvad der svarer til 1.700 venezuelanske bolivar eller 170 dollar. Det konkurstruede land befinder sig kort sagt i en voldsom økonomisk og politisk krise, der placerer Venezuela på randen af opløsning.

Det sydamerikanske lands tur mod afgrunden kommer også til at give Danmark en økonomisk lussing, da den danske stat via sin kreditbank Eksport Kredit Fonden (EKF) har stillet garantier for op mod 100 millioner kroner til danske forretningseventyr i Venezuela.

Tre kuldsejlede projekter

Staten har især mange millioner på spil, når det gælder Esbjerg-virksomheden Andritz Feed & Biofuel, der blandt andet leverer udstyr til foderfabrikker. Virksom­hedens økonomichef Kurt Bondesen fortæller, at man i øjeblikket forhandler med EKF om, hvordan tabene på tre kuldsejlede projekter, hvor staten har 40 millioner i klemme, skal håndteres.

Den vestjyske virksomhed vil gerne købe det forestående milliontab til halv pris af staten. Det vil betyde, at statens eksportbank må vinke farvel til knap 20 millioner kroner, men får trods alt dækket halvdelen af sit tab.

Blokeret indtil kunder har betalt

Forslaget er kommet på bordet, fordi Andritz Feed & Biofuel ikke kan sætte nye projekter igang i Venezuela før, der er fundet en løsning med EKF.

»Vi har en passus i vores kontrakt, der siger, at vi ikke må installere noget, så længe kunderne ikke har betalt. Derfor taler vi med EKF om, hvorvidt vi kan frikøbe deres del af fordringen til en billig penge,« siger Kurt Bondesen.

Han forklarer, at firmaets kunder i Venezuela ofte har penge stående på bankkonti i USA. Han vil derfor arbejde på at få firmaets penge hjem ved at presse de lokale partnere til at betale deres regninger med midler fra USA. På måde vil den danske virksomhed komme fri af sin binding til EKF. Og vil dermed bevare muligheden for at lave forretninger i Venezuela.

Fremover vil firmaet kun lave projekter med forudbetaling af det fulde beløb i amerikansk valuta, fortæller Kurt Bondesen.

»Mange af vores kunder i Venezuela har altså penge stående i USA, så der er en mulighed for, at vi kan få midlerne ind den vej fra. Problemet er, at der ikke er flere amerikanske dollar tilbage i Venezuela. Den smule penge, der kommer fra oliesalg, bliver brugt til mad og medicin. Og det forstår man jo godt,« siger han.

Konkurs truer

Venezuela besider verdens største kendte oliereserver, men store fald i olieprisen har smadret landets økonomi. Inflationen er blandt verdens højeste, benzinpriserne er tidligere blevet 60-doblet og flere firmaer danser på randen af fallit, mens mange allerede er bukket under.

Samtidig forsøger præsident Nicolas Maduro afløseren for den karismatiske, omstridte revoltemager Hugo Chavez, der døde i 2013, at redde resterne af landets sønderflåede økonomi. Set med Kurt Bondesens øjne undgår landet dog næppe en truende konkurs.

»Hvis vi kigger nogle år tilbage, var det jo det stærkeste land i Sydamerika på grund af sin olie. Landet råder stadig over store oliereserver, men har bare ikke formået at få bygget en holdbar økonomi op. Nu er olieprisen faldet, befolkningen skriger på reformer og har ikke ordentlig adgang til mad og medicin. Jeg kan godt forestille mig, at det kunne ende i en konkurs,« siger økonomichefen.

Stop for nye garantier

I EKF oplyser Mogens Agger Tang kommunikationschef i EKF, at fonden ikke kan forholde sig til enkeltsager, men siger generelt om situationen i Venezuela.

»Vores opfattelse er også, at det er en utrolig vanskelig situation. Det er også derfor, at vi har lukket ned for nye garantier til projekter i Venezuela siden 2014. Vi har en række sager fra før det, også nogen, hvor der har været tab. Sådan nogle sager kan strække sig over en eller anden periode, hvor man forsøger at få pengene tilbage. Hvad det ender med, ved vi ikke,« siger han.

EKF havde i 2015 stillet garantier for ­ 53 milliarder danske kroner globalt set.