Stadig ingen løsning på laksestrid

Den betændte laksestrid mellem EU og Norge blev ikke løst, da EUs kommissær for fiskeri, Franz Fischler, i dag i Berlin mødtes med Norges fiskeriminister Svein Ludvigsen.

Læs mere
Fold sammen
EU signalerede ikke, at man agtede at godkende en reduktion af mindsteprisen i lakseaftalen mellem EU og Norge, sådan som Norge ønsker det.

Forklaringen er, at det er handelskommissær Pascal Lamy, og ikke Fischler, som nu behandler denne sag.

- Men Fischler lovede, at han som erhvervspolitisk ansvarlig vil give laksesagen større opmærksomhed, siger ekspeditionschef Magnor Nerheim fra det norske fiskeriministerium til nyhedsbureauet NTB.

Danske tolderes påstand om omfattende prissvindel med norsk laks, som importeres til Danmark, blev ikke nævnt med et ord på mødet i Berlin.

Lakseaftalen udløber til efteråret. Da vil Danmark tage initiativ til at fjerne hele lakseaftalen, fordi der fra dansk side hævdes, at den er en unødvendig regulering af markedet. Norge er heller ikke interesseret i en ny mindsteprisaftale med EU, men vil formentlig mene, at der skal forhandles et arrangement på plads, som sikrer norsk laks markedsadgang.

/ritzau/NTB