Musikstreamingtjenesten Spotify har i løbet af 2025 øget antallet af betalende abonnenter og dermed også øget sin omsætning.
I årets fjerde kvartal omsatte Spotify for 4,5 milliarder euro, svarende til knap 34 milliarder kroner.
Det viser Spotifys regnskab, som er blevet offentliggjort tirsdag.
Omsætningen i fjerde kvartal er dermed vokset syv procent sammenlignet med samme kvartal året før.
Antallet af betalende abonnenter er ifølge regnskabet vokset med ti procent på et år og lå i fjerde kvartal på 290 millioner.
Hertil kommer de brugere, som ikke betaler for et abonnement. Det bringer det samlede antal aktive brugere op på 751 millioner om måneden i fjerde kvartal 2025.
Spotifys driftsindtjening endte i kvartalet på 701 millioner euro, hvilket er 47 procent mere end i fjerde kvartal 2024.
Alex Norström, som er den ene af Spotifys to topchefer, fremhæver i forbindelse med regnskabet, at året sluttede godt.
- Vi afsluttede det, som vi kaldte året for accelereret eksekvering med endnu et solidt kvartal og leverede en stærk afslutning på 2025, siger han i en pressemeddelelse.
- Det er utroligt at tænke på, at vi nu tjener over trekvart milliard mennesker verden over, lyder det videre.
Spotifys omsætning består af indtægter fra betalende abonnenter og reklamer.
Når man ikke betaler for et abonnement, er der reklamer på tjenesten.
Mens omsætningen fra de betalende abonnenter stiger, går det den anden vej med reklameindtægterne.
Her er omsætningen faldet med fire procent over et år til 518 millioner euro i fjerde kvartal.
Spotify udbetaler hvert år omkring to tredjedele af omsætningen til rettighedshavere til den musik eller andet, der bliver afspillet på tjenesten.
Rettighedshaverne kan både være selve kunstneren, men det kan også være et pladeselskab eller en distributør.
Rettighedshavere får hver måned udbetalt en andel af den samlede pulje, som svarer til deres andel af det samlede antal afspilninger.
I 2025 har Spotify udbetalt over 11 milliarder dollar til musikindustrien, har selskabet tidligere oplyst. Det svarer til knap 70 milliarder kroner.
Det er ikke kun musik, man kan lytte til på Spotify, men også andet lydindhold som podcasts og lydbøger.
Spotify blev grundlagt i Sverige i 2006 af Daniel Ek og Martin Lorentzon.
Daniel Ek trådte tilbage som administrerende direktør i efteråret 2025. I dag er han bestyrelsesformand for selskabet.
/ritzau/
