Spotify afskediger seks procent af sin stab. Det svarer til omkring 600 ansatte.

Det skriver streamingtjenesten mandag i en pressemeddelelse.

»Jeg tager fuldt ansvar for de tiltag, der har bragt os hertil i dag,« siger administrerende direktør og stifter Daniel Ek i meddelelsen.

Ifølge Daniel Ek skyldes fyringerne, at udviklingen i omsætningen ikke har kunnet følge med de mange investeringer i forretningen, som selskabet har lavet.

Udmeldingen kommer efter lignende fyringsrunder i nogle af verdens største techselskaber.

Både Googles moderselskab, Alphabet, Amazon, Facebook-ejer Meta samt Microsoft har i de seneste måneder tilsammen afskediget tusindvis af medarbejdere.

Det svenske selskab har hovedkvarter i Stockholm, men er børsnoteret på børsen i New York.

Daniel Ek grundlagde Spotify i 2006 sammen med forretningspartneren Martin Lorentzon, som nu er bestyrelsesmedlem i selskabet.

I dag har Spotify angiveligt over 456 millioner aktive brugere hver måned samt næsten 200 millioner betalende.

Selskabet er primært kendt for musikstreaming, men podcasts har på det seneste fyldt mere og mere i dets portefølje.

Ifølge nyhedsbureauet AFP har Spotify trods global udbredelse aldrig leveret overskud set over et helt regnskabsår.

Fyringsrunden kommer, blot få dage efter at it-firmaet Microsoft sagde, at selskabet vil skære arbejdsstyrken med 10.000.

Og i begyndelsen af januar meddelte Amazon, der er grundlagt af milliardæren Jeff Bezos, at det ville nedlægge over 18.000 stillinger.

Årsagerne blev angivet som »den usikre økonomi« og det faktum, at Amazon havde »ansat i en hast« for at kunne følge med under coronapandemien.

På samme tid skal Meta fyre 11.000 medarbejdere, mens det sociale medie Twitters nye ejer, Elon Musk, har fyret over halvdelen af dets 7500 medarbejdere.

/ritzau/

Få Business-update hver eftermiddag

Hver eftermiddag læser vi op på dagens nyhedsbillede og giver dig et overblik i din indbakke over, hvad der sker i erhvervslivet og økonomien lige nu.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig eftermiddagens vigtigste nyheder fra dansk erhvervsliv, børserne og udland man-fredag kl.16:30. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.