Spilmilliardærer er de rigeste nytilkomne medlemmer af eksklusiv rigmandsklub

To storfiskere er blandt 15 nye milliardærmedlemmer af klubben for Danmarks 100 rigeste. Den ene kæmper dog med en straffesag og trues af millionbøde for kvotefusk.

Unity-stifter David Helgason er sammen med sine partnere blevet medlem af klub 100 med en formue på otte milliarder kroner. Mathias Svold

To gymnasiekammerater og deres tyske partner er på det nærmeste fræset ind i rigmandsklubben med de 100 rigeste personer eller familier i Danmark. Det skete med en børsnotering i USA sidste år.

Sammen med tyske Joachim Ante har David Helgason og Nicholas Francis bygget en spilteknologi, der i dag med en børsnotering af Unity Technologies i New York i 2020 har gjort dem til milliardærer. Det viser en opgørelse i Økonomisk Ugebrev over landets rigeste.

De tre er hver især god for mellem 5 og mere end 14 milliarder kroner.

Ifølge Økonomisk Ugebrev er der i 2021-udgaven af kortlægningen af Danmarks 100 rigeste danskere 15 nye navne på listen. De fleste af de nye ligger efter nummer 60 på ranglisten.

Unity-folkene springer dog ind tæt på toppen på grund af den enorme markedsværdi af virksomheden. Unity Technologies har i dag en samlet markedsværdi på 48 milliarder amerikanske dollar.

Andre nye i Klub 100 er stifteren af biludstyrskæden T. Hansen, Bent Jensen, som ryger ind med en formue på 2,6 milliarder kroner.

Kvotekongen Henning Kjeldsen er nyt medlem af rigmandsklubben med en formue på 2,3 milliarder kroner. Betina Garcia

Nye medlemmer er også storfiskerne og kvotekongerne Gullak Arngrimsson Madsen og Henning Kjeldsen med formuer på henholdsvis 2,6 og 2,3 milliarder kroner.

Sidstnævnte er tiltalt for gennem stråmænd at have tjent flere hundrede millioner kroner på fiskekvoter, som han ifølge bagmandspolitiet ikke havde ret til at bruge. Der er tale om den største kriminalsag i dansk fiskeri, og retssagen har været i gang siden foråret.

Økonomisk Ugebrevs eMagasin på 100 sider kan hentes her.