Sparekrigen i luftrummet optrappes i Skandinavien

Skandinavisk luftfart er på vej ind de fem hårdeste år nogensinde. Maersk Air og Sterling går til frontalangreb på SAS, men eksperter og lavprisselskaber vurderer, at koncernen vil bestå.

Læs mere
Fold sammen
De næste fem år bliver de hårdeste nogensinde for SAS og for skandinavisk luftfart. Allerede i år indleder lavprisselskaberne frontalangreb på SAS' mest lukrative ruter. Kun fordi SAS har en pengetank på over ni mia. kroner, vil selskabet fortsat være en væsentlig spiller om fem år, vurderer eksperter og branchefolk.

Fra næste vinterfartplan vil Maersk Air kaste sig ind i direkte konkurrence med SAS på 10 store europæiske ruter.

»Der, hvor SAS har flest passagerer, vil vi tage vores andel. Vi intensiverer kampen på alle fronter, og vi vil anfægte SAS' rolle som netværksselskab. Nu er det op til SAS, hvor meget man vil lade sig presse,« siger Finn Øelund, administrerende direktør i Maersk Air.

Ifølge Brian Børsting, luftfartsanalytiker i Jyske Bank, vil SAS fortsat være et stort selskab om fem år. Men konkurrencen vil blive skærpet.

»Skandinavien har ikke set toppen af lavpriskonkurrencen. De næste fem år bliver præget af konkurrence, vi ikke har set lignende,« siger han og påpeger, at pengetanken afgør, hvor længe et selskab kan tabe penge på ruter, hvor kampen om passagererne er hård.

Maersk Air er ikke skræmt:

»SAS' omkostninger er dobbelt så store som vores. Vi kan konkurrere med SAS billigere, end SAS kan konkurrere med os,« siger Finn Øelund.

Pengetanken i fare
I de kommende år bliver Skandinavien ifølge Lars Heindorff, luftfartsanalytiker i Danske Equities, en svingdør for flybranchen.

»Nye selskaber vil starte, mens andre vil lukke. Markedet er præget af en ekstrem overkapacitet. Hvis ikke de nye spillere har et stærkt kapitalberedskab, vil de få problemer. Og her har SAS virkelig en styrke,« siger han.

Selv om SAS har styrke til at konkurrere nogle lavprisselskaber sønder og sammen, bør selskabet ifølge Steven Brooker, luftfartsanalytiker i finanshuset Alfred Berg, passe på.

»For selv om det lykkes SAS at tryne tre-fire eller flere lavprisselskaber, er det helt sikkert, at nye vil komme til. Det kan bringe pengetanken og dermed SAS i fare«.

Finnairs lavprisselskab Nordic Airlink har sammen med lavprisselskaber som Maersk Air og Sterling vundet markedsandele i direkte konkurrence med SAS.

»Men pengetankens størrelse vil spille en vigtig rolle for, hvor længe de har råd til at fortsætte. Et selskab som Sterling kan godt få det svært, og man kan godt overveje, hvor længe Finnair vil lade Nordic Airlink tabe penge,« siger Lars Heindorff fra Danske Equities.

Sterlings Torben Anker Sørensen erkender problemet.

»SAS er robust på kapitalsiden. Men SAS vil aldrig kunne hamle op med vores omkostningsstruktur. Skulle det lykkes for SAS at ramme vores nuværende niveau, vil vi for længst have sænket vores endnu mere,« siger Torben Anker Sørensen,

Lars Heindorff forventer, at SAS fortsat vil have en dominerende rolle i det skandinaviske luftrum om tre til fem år.

»SAS behøver ikke at matche lavprisselskabernes priser. Service og netværksfordele vil give SAS mulighed for at tage 10-20 procent mere for deres billetter, end lavprisselskaberne gør,« siger han.

Ingen vil hjælpe
Sterlings direktør håber, at SAS vil overleve: »Skandinavien har brug for et selskab som SAS, der forbinder lande og provinser på kryds og tværs, og for lavprisselskaber, der flyver fra a til b. De to selskabstyper vil aldrig kunne erstatte hinanden. Nogle vil tabe i konkurrencen. Men det bliver ikke lavprisselskaberne. Jeg håber, SAS evner at omstille sig,« siger Torben Anker Sørensen.

Fortsatte besparelser er nøgleordene de kommende år, siger Alfred Bergs Steven Brooker.

»Hvis SAS skulle komme i fare for konkurs inden for de næste fem år, vil ingen - heller ikke de nordiske landes regeringer - hjælpe. Derfor er det altafgørende at barbere omkostningerne.«mcr@berlingske.dk

sdo@berlingske.dk

jrk@berlingske.dk