Trekantsdramaet i den fynske finansverden har taget endnu en drejning mandag.
Middelfart Sparekasse meddeler, at fusionsforhandlingerne med Nordfyns Bank er indstillet indtil videre.
Sparekassen vil i stedet afvente, at processen omkring en mulig fusion mellem Nordfyns Bank og Fynske Bank færdiggøres.
Processen ser ud til at være afgjort på forhånd, idet Middelfart Sparekasse ejer mere end en tredjedel af aktierne i Nordfyns Bank
Dermed kan sparekassen blokere for en fusion mellem Fynske Bank og Nordfyns Bank på den påkrævede generalforsamling.
- Logisk set giver det ikke nogen mening at bruge tid og ressourcer på at gennemføre generalforsamlingerne - for ikke at nævne planlægningsarbejdet op til generalforsamlingen.
- Vi kan ikke gøre andet end at gentage, at vi stemmer nej til en fusion mellem Nordfyns Bank og Fynske Bank, siger Martin Baltser, der er administrerende direktør i Middelfart Sparekasse.
Både Fynske Bank og Middelfart Sparekasse har udtrykt interesse i at fusionere med Nordfyns Bank, der har otte filialer i det nordlige Fyn og hovedsæde i Odense.
Fynske Bank var først på banen og tilbød i foråret aktionærerne i Nordfyns Bank 2,7 aktier i Fynske Bank for hver Nordfyns Bank-aktie.
Det var for billigt, mente flere aktionærer, og så kom Middelfart Sparekasse på banen.
Banken købte en stor aktiepost i Nordfyns Bank af SJF Bank og tilbød samtidig en bedre pris for de resterende aktier med henblik på en fusion.
Tilbuddet om at købe de resterende aktier i Nordfyns Bank for 620 kroner stykket står ifølge Middelfart Sparekasse fortsat ved magt.
/ritzau/