Spaniens romantiske fodboldboble

En alliance af EU-kommissærer og undersøgelsesdommere truer med at gøre ende på Real Madrid og FC Barcelonas overherredømme i Europa. Det kommer i givet fald næppe til at gå stille af.

Josep Maria Bartomeu blev lørdag genvalgt som præsident for Barcelona FC, men han kan se frem massive angreb fra spanske undersøgelsesdommere og EU, personificeret ved Margrethe Vestager. Fold sammen
Læs mere

I lørdags valgte FC Barcelona ny præsident under enorm mediebevågenhed. 47.200 medlemmer havde trodset sommerheden og fristelsen fra Middelhavets svale bølger for at møde frem ved urnerne på Camp Nou, og her stod en mindre hærskare af såvel spanske som internationale journalister klar til at dække begivenheden.

Straks afstemningen var slut, offentliggjorde det regionale TV3 en exit poll baseret på 5.000 interview, hvorefter stationen resten af aftenen sendte direkte fra optællingen for sine potentielt godt syv millioner seere. En smule overkill vil mange sikkert mene. Men mindre kan ikke gøre det, når der vælges ny ledelse i en idrætsforening, der som bekendt er »mere end en klub«.

Ideen om FC Barcelona og Real Madrid som spydspidser for civilsamfundet i deres respektive byer og regioner er central for fortællingen om spansk fodbold. Med deres gammeldags foreningsstruktur befinder storklubberne sig ifølge mange spaniere tættere på fodboldens oprindelige væsen. De er ikke i samme grad som deres europæiske rivaler, der næsten alle ejes og drives på despotisk vis af russiske oligarker og arabiske sheiker, til fals for ussel mammon.

Set fra den nordlige side af Pyrenæerne tager organisationsformen sig knap så romantisk ud. Her hæfter man sig – ikke mindst i Bruxelles – ved, at foreninger betaler markant mindre i skat end virksomheder.

På den måde har FC Barcelona og Real Madrid sparet et kæmpebeløb, siden de i 1990 - sammen med Athletic Bilbao og Osasuna – blev undtaget fra en lov, der tvangsomdannede de gældsplagede spanske klubber til aktieselskaber.

EUs konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, bebudede forleden over for Mandag Morgen, at hun i løbet af de kommende måneder vil hale en sag om ulovlig statsstøtte op af sin spanske forgænger, Joaquin Almunias, syltekrukke. Det kan føre til et skattesmæk i milliardklassen og vil i så fald være endnu et økonomisk og juridisk skud for boven af spansk fodbolds to super­tankere.

Begge klubber er angivelig i forvejen bagud med indbetalinger af skat og arbejdsmarkedsbidrag – den spanske regering nægter at oplyse hvor meget. Desuden efterforskes Real Madrid for et mistænkelig fordel­agtigt grundsalg til hovedstads­regionen. Og i FC Barcelona er klubbens nu genvalgte præsident, Josep Maria Bartomeu, sigtet for skattesvig i forbindelse med købet af den brasilianske stjerneangriber Neymar. For blot at nævne et par af de mest opsigts­vækkende sager.

Med såvel EU-Kommissionen som diverse undersøgelsesdommere hængende i haserne tyder meget på, at Real Madrid og FC Barcelonas dage som kontinentets lønførende og mest købestærke klubber er ved at være talte. Men vil socialrealismen samtidig indfinde sig hos de spanske fans? Vil de indse, at deres hvide og blå/granatrøde helte ikke kun forsvarer klubånden, men også de langt fra altid stuerene interesser i to globale foretagender, der figurer som henholdsvis nr. et og fem på Forbes’ liste over sportsverdenens mest værdi­fulde? Oven i købet midt i en krisetid, hvor statskassen fattes penge?

»Barça er dybest set en dunkel forretning med nogle uigennemsigtige indtægter, som kun folk, der bevæger sig på kanten af loven – eller adskillige meter ude over kanten – synes at have indblik i,« fastslår forfatteren og journalisten Guillem Martínez i en kommentar til lørdagens præsidentvalg i den catalanske klub.

Men det synes ikke at interessere flertallet af medlemmerne. I hvert fald ikke så længe der – som i den forgangne sæson – bliver vundet tilstrækkelig mange pokaler, tilføjer han og konstaterer lakonisk:

»Blandt de fire kandidater til præsidentposten i Barça valgte els socis med sikker hånd den eneste, som er sigtet i en straffesag.«

Margrethe Vestager skal med andre ord ikke regne med at blive udnævnt til æresmedlem af hverken FC Barcelona eller Real Madrid, hvis hun vælger at føre sagen om den ulovlige statsstøtte igennem til den bitre ende. Tværtimod vil ikke blot klubberne og deres tilhængere, men formentlig også de spanske politikere kæmpe imod med næb og klør.