Sonion udvikler udstyr mod hjernekræft

-Vi har opnået nogle prækliniske resultater, som tegner lovende for at gøre teknologien kommercielt tilgængelig til behandling af kræft i hjernen. Elektroporation er avanceret elektrodeteknologi, der via spænding kan anvendes til behandling af hjernekræft, siger projektleder Lasse Guldborg Staal, Sonion Medical Devices.

I dag anvendes teknologien primært i laboratorier, og den kan kun anvendes udvortes, det vil sige i ansigtet og på huden. Men Sonion, der er specialister i miniature højttalere til høreapparater, er specialister i at styre spænding (strøm red.) gennem meget små enheder. Derfor er ambitionen at minimere elektrodeteknologien, så de kan anvendes indvortes..

-Elektroporation er en platform, hvor det er muligt at skabe midlertidige åbninger i cellerne ved hjælp af spænding indenfor specifikke intervaller. Den nye og mere avancerede elektrodeteknologi, som vi er i færd med at udvikle, er beregnet til at skulle behandle sygdomme i dybereliggende væv og ikke kun på hudens overflade, siger Lasse Guldborg Staal.

Sonion's seneste forskningsresultater er sket i tæt samarbejde med Onkologisk Afdeling på Herlev Hospital og Neurologisk Afdeling på Glostrup Hospital. Resultaterne er årsagen til den økonomiske støtte fra Højteknologifonden på 11 millioner kroner.

Afgørende økonomisk støtteSelvom Sonion ikke ønsker at oplyse, hvornår den nye teknologi kan bruges til behandling af sygdomme i hjernen på patienter, betegner Lasse Guldborg Staal, bevillingen fra Højteknologifonden som afgørende, fordi den økonomiske støtte er med til at få en behandlingsform hurtigere på markedet.

-Vi kan nu udbygge det samarbejde, vi har med nogle af de førende forskere på området, heriblandt dr. Julie Gehl, som er førende ekspert inden for elektroporationsteknologi, og dr. Helle Iversen, som har en baggrund i eksperimentel og klinisk neurologisk forskning. Vi er positivt overraskede over den modtagelse en privat virksomhed som Sonion har fået fra læger og hospitaler. De er et stort aktiv i projektet for at opfylde vores målsætninger, siger Lasse Guldborg Staal.

Når teknologien bliver kommercielt tilgængelig, forventer Sonion, at den vil kunne anvendes til behandling af andre sygdomme. Teknologien for elektroporation betegnes som en ”platform”. BOKS: Sonion: Sonion udvikler og leverer miniature komponenter, der bruges af kunderne til at fremstille høreapparater, mobiltelefoner, headsets og medicoteknisk udstyr. Sonion har virksomheder i Danmark, Polen, Holland, USA, Vietnam og Kina. Forretningsenheden for medicoteknisk udstyr er startet i 2004. www.sonion.com.