Sommerhuset et godt alternativ til hotel

Fritid. Efter en travl messedag i Herning kan det være godt at slappe af, men det behøver ikke nødvendigvis at være på et hotelværelse adskillige udstillere lejer sommerhus ved Vesterhavet til medarbejderne.

Når medarbejderne fra virksomheden Brd. Klee A/S i Albertslund sætter kursen mod Herning for at deltage i HI Industri 2007, har de ikke bare udsigt til en dag eller en uge i byens store messecenter.

De kan også se frem til en strandtur ved Vesterhavet. Virksomheden har nemlig lejet tre store sommerhuse i en klynge ved Søndervig, hvor medarbejderne kan overnatte i løbet af messeugen.

Det er ikke første gang, Brd. Klee har benyttet den mulighed. Det er blevet en fast ingrediens hvert andet år, når der er industrimesse i Herning.

- HI er som en juleaften hos os. Det er kort og godt årets højdepunkt, hvor vi møder alle vore kunder og leverandører. Samtidig forsøger vi at gøre messedeltagelsen til én stor, intern happening for medarbejderne, fortæller salgs- og marketingdirektør Lars Ejnar Jensen, Brd. Klee.

Det børsnoterede ingeniør- og handelsselskab, der først og fremmest er kendt for sine transmissions- og konstruktionskomponenter til maskinbyggere, har 60 medarbejdere. Ikke færre end 40 af dem dukker i ugens løb op i Messecenter Herning. Nogle bliver i Herning en enkelt dag. Andre tilbringer hele ugen i byen. Men alle får tilbuddet om en overnatning ved Vesterhavet. Det er nemlig alle tiders alternativ til en hotelovernatning, mener Lars Ejnar Jensen.

- Medarbejderne oplever hinanden på en anden måde end i dagligdagen. Det er godt for holdånden og fællesskabet og helt i overensstemmelse med firmakulturen, forklarer han.

Aftenerne ved Vesterhavet byder blandt andet på grillmad, gåture langs havet eller en svømmetur i sommerhusets swimmingpool. Medarbejderne står selv for madlavningen. Det sker også, at virksomhedens udenlandske leverandører inviteres med ud i sommerlandet for at få en smag af dansk kultur. De overnatter dog aldrig sammen med virksomhedens medarbejdere.

Ikke længere nødløsningBrd. Klee er langt fra den eneste udstiller, der har valgt sommerhus-løsningen.

Alene det lokale udlejningsselskab Feriepartner Hvide Sande oplyser, at man hvert år udlejer ti til femten feriehuse til virksomheder, der deltager på de store messer i Herning.

- Først blev sommerhusene nok opfattet som en nødløsning, fordi der i regionen ikke er hotelværelser nok, men i dag er det kort og godt et alternativ til hotellet, siger direktør Henning Davidsen, Feriepartner Hvide Sande.

Bestillingerne fra virksomhederne er en anelse forskellige fra private lejere. De bestiller nemlig også rengøring, sengetøj og linned, hvad de færreste private beder om. Enkelte bestiller tilmed daglig opredning og hjælp til at fylde køleskabet.

Feriepartner Hvide Sande har 350 sommerhuse i sin portefølje. I skrivende stund var der en snes huse ledige i messeperioden. Når der ikke er flere ledige, hænger det sammen med, at september er blevet en attraktiv måned på grund af et lavere prisniveau end i højsæsonen. Det får især mange sydtyskere, som endnu har ferie, til at søge nordpå.

Området mellem Søndervig og Hvide Sande byder i øvrigt ikke kun på strandture. Der er masser af aktivitetsmuligheder, oplyser Henning Davidsen, der blandt andet peger på Danmarks første kabeltrukne vandskibane som en mulighed. Hertil kommer et bowlingcenter og et fitnesscenter.