Solgte sommerhuset i Marielyst: »Det har været en okay forretning«

Kim Læk fra Hørsholm er blandt de sommerhusejere, som har nydt godt af de seneste par års medvind på sommerhusmarkedet. Han fik solgt sit og søsterens fælles sommerhus på godt tre uger i efteråret 2018.

Kim Læk købte i 2014 et sommerhus i Marielyst med sin søster, men de solgte det igen i efteråret 2018, da transporttiden var for lang. Nu har de rettet blikket mod Nordsjælland. Thomas Lekfeldt

Det viste sig at være en udmærket investering, da Kim Læk i 2014 købte et sommerhus til 375.000 kroner i den lille ferieby Marielyst på Falster med sin søster for at have et fælles familiested.

»Vi fik det til en meget fornuftig pris, da der var en vandskade, som ejeren ikke kunne overskue at få udbedret. Vi bød derfor, hvad vi havde fået at vide, at grundene var værd i området. Og det accepterede hun,« siger Kim Læk, som er salgsdirektør i Pos Partner Nordic.