Der er indgået en overenskomst, hvor soldaterne får et samlet lønløft på 275 millioner kroner som en del af aftalen for 200.000 statsligt ansatte.
Det fremgår af aftalen onsdag, hvor der er et kort pressemøde i Finansministeriet.
- Jeg er meget glad for, at vi blandt andet med denne aftale laver et ekstraordinært løft i forhold til forsvar og militært personel. Vi lever i en tid med store sikkerhedspolitiske udfordringer, siger finansminister Nicolai Wammen (S).
Det svarer til en gennemsnitlig årlig lønstigning på 2,6 procent til officerer og 4,5 procent til konstabler. Det beror dog på en endelig lokal forhandling, hvordan pengene bliver fordelt.
Dertil er de generelle lønstigninger i overenskomsten, som er indgået mellem regeringen og repræsentanter for de 200.000 statsligt ansatte.
Pengene tages fra den samlede ramme til samtlige statsansatte i overenskomstforhandlingerne, og dermed er der tilsvarende mindre til andre statsansatte som for eksempel akademikere og HK'ere.
Finansministeren har forhandlet på vegne af de statsligt ansatte.
Gordon Ørskov Madsen er topforhandler for de statsligt ansatte i kraft af sit formandskab for Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU).
Selv om andre ansatte må indkassere en mindre lønstigning for at give til soldaterne, er også Gordon Ørskov Madsen tilfreds.
- På forsvarsområdet jeg glad for, at vi kan samles om at løfte lønnen for det militære personale. Det er et vigtigt signal, men det er også vigtigt redskab for at kunne fastholde og rekruttere medarbejdere, som kan forsvare vores land, siger han.
Pengene til soldaterne skal målrettes der, hvor det er sværest at fastholde og rekruttere militært personel ifølge finansministeren.
- Det vil ikke blive smurt ud, det vil blive målrettet de steder, hvor der er de største problemer med at fastholde og rekruttere, siger finansministeren og uddyber, at det i gennemsnit svarer til 18.000 kroner årligt per militært personel.
Forsvaret og fagforeningerne skal selv være med til at forhandle om, hvilke faggrupper der skal have den største stigning. Finansministeren fremhæver dog, at konstabler og korporaler vil få mest i lønposen, mens officerer får mindst.
Forsvarets største fagforening, Centralforeningen for Stampersonel (CS), er glad ifølge formand Jesper Korsgaard Hansen.
- Resten af de statsligt ansatte har leveret til soldaterne, det synes jeg faktisk, er rigtig godt, siger han.
Grundlønnen for en soldat er i dag på omkring 24.000 kroner månedligt.
Niels Tønning, der er formand for Hovedorganisationen af Officerer i Danmark, har tidligere foreslået et løft på 5000 kroner om måneden til alle i uniform. Det ser aftalen ikke ud til at levere på.
- Jeg kommer ikke til i dag at sætte et tal på, hvem der får den største stigning, fordi det er en forhandling, der skal pågå mellem de ansatte i forsvaret og forsvaret selv, siger Nicolai Wammen.
/ritzau/
