Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Om du køber Ray-Ban eller Chanel, så ender de penge, du har brugt på dyre designersolbriller, hos det samme firma. For den italienske virksomhed Luxottica laver næsten alle solbrillebrands i hele verden, og sidste år sendte solbrillegiganten 75 millioner par ud i butikkerne.
Firmaet har praktisk talt overtaget markedet lige fra fabrik til butik, og Luxotticas topchef Andrea Guerra vurderede sidste år i CBS, at omkring 500 millioner mennesker verden over gik rundt med et par af virksomhedens solbriller i panden, håret, tasken eller udskæringen.
Hvor mange andre virksomheder har kæmpet med finanskrisen, har Luxottica formået at øge nettoomsætningen med 36 procent fra 2008 til 9,4 milliarder dollar i 2012. Også millionerne på bundlinjen er blevet flere med en forøgelse på 39 procent fra 2008 til 716 millioner i 2012, skriver Forbes.
Så solen har skinnet på, hvad der startede som et lille firma i Milano i 1961. Fra at sælge smådele til optikerbranchen, begyndte firmaet at lave briller fra bunden og kunne sælge den første kollektion ti år senere.
I dag står Luxottica for det hele og laver briller for både Bulgari, Burberry, Chanel, Dolce & Gabbana, Donna Karan, Paul Smith, Prada, Stella McCartney, Tiffany, Versace, Armani og flere andre luksusmærker, hvor Prada og Dolce & Gabbana er de store guldkalve.
Aftalerne er eksklusive, og det er udelukkende Luxottica, der må producere mærkernes solbriller. Luxottica betaler så designerne en royalty på mellem fem og 14 procent af omsætningen og et marketing honorar på mellem fem og ti procent alt efter aftale, skriver Forbes. Men Luxottica ejer også selv nogle af de populære mærker, blandt andet Ray-Ban, som blev købt i 1999.
Brillerne bliver solgt i de omkring 7.000 salgssteder, Luxottica har aftaler med, men virksomheden sælger også direkte gennem en række butikker ejet af Luxottica. Næste skridt er at udvide mod øst.
Bestyrelsesformand og grundlægger Leonardo Del Vecchio vil nu satse stort på spirende markeder specielt Sydasien, og virksomheden håber på en tocifret vækst i luksussegmentet, står der i et brev fra Leonardo Del Vecchio til aktionærerne, skriver Forbes.