Softwarehus vil erobre hele verden

It. WirTek A/S i Aalborg har efter notering på minibørsen First North fået de økonomiske muskler til at realisere sin vækst- og internationaliseringsstrategi, der er startet i Rumænien.

WirTek i Aalborg, et softwarehus med speciale i udvikling af såkaldt indlejret software inden for især trådløs kommunikation, har store ambitioner om fortsat vækst og internationalisering.

Strategien koster penge, men dem fandt nordjyderne sidste sommer gennem en introduktion på minibørsen First North, hvor det indtil da medarbejderejede selskab hentede næsten 24 mio. kr. hos 160 nye aktionærer.

- Naturligvis kunne vi godt være gået i banken for at finansiere vores vækst, for vi har bevist, at vi har været i stand til at præstere en sund vækst. Det ville også have været den billigste udvej. Det er altid nemt at have med en bank at gøre, når det går godt, men vi ved jo også godt, at bankerne kan være svære eller træge at have med at gøre, den dag det måske ikke går helt så godt. Vi har undersøgt adskillige finansieringsmuligheder, men har altså valgt børsnoteringen. Den giver os blandt andet den fordel, at vi på sigt kan tilbyde et optionsprogram til nøglemedarbejdere i bestræbelserne på at tiltrække de dygtigste medarbejdere, siger adm. direktør Michael Aaen, WirTek.

Kompetence løftesNetop tiltrækning og fastholdelse af kvalificerede medarbejdere er et fokusområde for den nordjyske it-komet, der af samme grund har etableret sit eget Wirtek Academy, der dels skal stå for introduktionsforløb for nye medarbejdere i selskabet og styre kompetenceudviklingen og karriereplanlægningen for eksisterende medarbejdere, som der konstant bliver flere af.

- Udviklingssamtaler kan være gode nok, men med akademitankegangen får vi løftet kompetenceudvikling og karriereplanlægning op på et højere plan, forklarer Michael Aaen.

Den overordnede internationaliseringsstrategi er for længst gået i gang. I fjor etablerede nordjyderne et softwareudviklingscenter i den rumænske universitetsby Cluj, hvis universitet ifølge Michael Aaen hvert år uddanner lige så mange softwarefolk, som der uddannes herhjemme.

WirTek har også overtaget et mindre rumænsk softwareselskab, CodeWizards SRL. Rumænien blev valgt, efter at WirTek havde sonderet mulighederne i blandt andet Indien.

- Softwareindustrien i Indien er ganske enkelt, efter vores vurdering, blevet for ophedet. Det er ikke unormalt, at et indisk selskab i løbet af et enkelt år mister op imod en fjerdedel af sine medarbejdere, fordi de søger over til konkurrenter, der lokker med højere løn. En så stor medarbejderudskiftning kan vi ikke byde vore kunder. Derfor kastede vi blikket på Østeuropa, og valget faldt på Rumænien, fordi der hersker noget mere stabile forhold, forklarer han.

Rumænien er bare nordjydernes første skridt ud i verden. Virksomheden er i fuld gang med at undersøge mulighederne for at etablere sig med salgs- og projektkontorer i flere europæiske lande.

Blandt andet er der kig på Tyskland, hvor WirTek henter fem procent af sin omsætning. Den adm. direktør venter, at WirTek vil oprette afdelinger i fire lande i løbet af de næste fire år.