Socialdemokratiet står fast: Radio24syv skal væk fra København

Radio24syv mener ikke, at radioen kan fortsætte i samme stil væk fra København.

Socialdemokratiets medieordfører, Mogens Jensen, mener, at den kommende radiostation på FM4-båndet, hvor Radio24syv i dag sender, skal ligge væk fra København. (Arkivfoto) ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Selv om Socialdemokratiet ærgrer sig over, at Radio24syv ikke vil søge om at forlænge sin sendetilladelse på grund af krav om flytning væk fra København, vil partiet ikke komme radiokanalen i møde.

Den ene af landets to statsfinansierede radiostationer skal ligge væk fra København.

Det giver mulighed for andre perspektiver og andre gæster i studiet.

Sådan lyder det fra Socialdemokratiets medieordfører, Mogens Jensen.

»Socialdemokratiet har hele tiden ment, at når vi har to taleradioer, der er skatteyderbetalte, så er det rimeligt, at den ene ikke er placeret i hovedstaden. Det står vi fast på.«

»Ved at placere i en anden del af Danmark får du mulighed for et andet perspektiv på livet i Danmark. Du får mulighed for at få andre stemmer i tale, end du gør i hovedstaden,« siger Mogens Jensen.

Radio24syvs sendetilladelse udløber i slutningen af oktober. Derefter skal et udbud afgøre, hvem der skal sende på FM4-kanalen, som Radio24syv sender på.

Et af kravene i udbuddet er, at 70 procent af de redaktionelle medarbejdere skal arbejde mindst 110 kilometer væk fra København.

Det er resultatet af et medieforlig mellem regeringen og Dansk Folkeparti.

Kravet har fået Radio24syv til at droppe at søge, fordi radiokanalen ikke mener, at den vil kunne fortsætte i samme kvalitet, fordi mange af de ansatte ikke vil flytte med.

Mogens Jensen er uenig i den vurdering.

»Radio24syv har på mange måder gjort det godt. Den har været med til at skabe nogle nye radiokoncepter og sikret et større antal lyttere til taleradio. Det skal de have stor kredit for.«

»Jeg mener godt, at man ville kunne have videreført Radio24syvs koncepter et andet sted. Der har Radio24syv en anden vurdering. Det har de ret til, og det er ærgerligt,« siger Mogens Jensen.

Regeringen med kulturminister Mette Bock (LA) i spidsen kommer heller ikke Radio24syv i møde.

»Forslaget om lokalisering var et ønske fra Dansk Folkeparti og et led i en samlet set meget stor medieaftale. Regeringen står naturligvis ved den indgåede politiske aftale.«

»Radio24syv har på mange måder gjort det godt og levet op til forventningerne om at udvikle taleradio i Danmark og være et alternativ til DR's P1,« skriver hun i en kommentar.

/ritzau/