Socialdemokrater straffer banker med dummebøde

Jens Christian Hansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Bankerne fik stukket en »dummebøde« ud på 1,5 mia. kr., da Socialdemokratiet fremlagde sin nyreviderede økonomiske plan. En årlig ekstra skat på bankerne, som helt kontant kan betragte det som en straffeekspedition efter hvidvask- og udbytteskatteskandaler med mere. Så kan de lære det, bankerne.

Men hvad, disse 1,5 mia. kr. helt konkret er beregnet ud fra, svæver i det uvisse. Beløbet dukkede pludselig op på Socialdemokratiets finansieringsliste i løbet af vinteren i forbindelse med fremlæggelse af nye politisk-økonomiske initiativer og nu altså gentaget i det seneste (regerings)udspil. Ikke samfundstjeneste, men et samfundsbidrag.

Det kunne sikkert lige så godt have været to, tre eller fire mia. kroner. Alt afhængig af, hvad der nu lige har manglet i socialdemokraternes regnestykke.

Bankerne er et let bytte i disse år. Vreden hos hr. og fru Danmark er til at tage og føle på, omdømmet helt i bund, overskuddene store, så hvad er mere populært end at straffe og særbeskatte bankerne. Næppe mange vil tage bankerne i forsvar, hverken bredt i samfundet eller på Christiansborg. Det er der mange gode grunde til. Men det er mildest talt ikke særligt betryggende, at politikere lige pludselig kan udstikke dummebøder til en bestemt sektor, fordi denne sektor har et dårligt omdømme. Hvorfor i grunden ikke en særskat på advokater, revisorer, konsulenter, tandlæger osv.?

»Der er tale om en ny skat, en balanceskat. Hvorfor? Øh, bare fordi.«


Det er fair nok, at socialdemokraterne vil øge en skat, men det sandsynligvis kommende regeringsparti skylder som minimum at fremkomme med en sammenhængende argumentation i forbindelse med denne særskat. Så vidt jeg forstår det, er der tale om en ny skat, en balanceskat. Efter svensk forbillede. Hvorfor? Øh, bare fordi.

Indrømmet, det er svært at tage bankerne i forsvar efter de skandaler, der er blevet oprullet de senere år. Men vi har dog et retssystem til at tage sig af eventuelle ulovligheder. Eksempelvis er et par håndfulde topledere i Danske Bank sigtet i hvidvasksagen, og den sag må gå sin gang.

Derudover kan der udstikkes særlige hvidvaskbøder mv. af de relevante myndigheder i ind- og udland til konkrete banker, men dog trods alt på en måde så det har sammenhæng med et eller andet. Samtidig strammes kravene til kapitalberedskabet for at undgå en ny finanskrise a la den i 2008/2009.

Bankerne tjener i disse år rigtig gode penge. Efter finanskrisen var der pludselig medvind på alle cykelstier, og bundlinjen i bankerne toppede i 2017 med 40 mia. kr. Den største indtjening nogensinde. Det faldt noget tilbage i 2018, dels som følge af hensættelser til bøder m.m., dels som følge af faldende forretningsomfang i finansen.

Det skal med, at bankerne hører til blandt de virksomheder i Danmark, der via selskabsskatten og den særlige lønsumsafgift bidrager mest til samfundskassen. Læg hertil titusinder af ansatte, som betaler personskatter i Danmark.

Og nej, man behøver ikke at have ondt af bankerne, og da slet ikke bankaktionærerne. Overskuddene er store, og udbytterne til aktionærerne rekordhøje. Så hvem er det, der betaler? Det er selvfølgelig dig og mig, kunderne i bankerne. Når Socialdemokratiet således udstikker en dummebøde på 1,5 mia. kr., så er det kunderne, der på den ene eller anden måde kommer til at betale.

Forskellige regeringer har tidligere talt om København som et finansielt centrum. Den tanke må med hvidvask- og udbytteskandalerne in mente være skudt ned, når vi kigger de næste tre-fem år frem i tiden. Og tilfældige dummebøder fra Mette Frederiksen & co. skyder disse planer endnu længere ud i fremtiden.

Jens Chr. Hansen er Berlingskes erhvervskommentator

»Det er dig og mig, kunderne i bankerne, der til syvende og sidst skal betale dummebøden.«