Slikgigant advarer mod eget produkt

Slikproducenten Toms retter ind efter kritik af mangel på information og sætter advarsel forsiden af sukkerfrit slik

Efter voldsom kritik sætter Toms nu en tekst på forsiden af poserne med det sukkerfri slik Nellie Dellies, der advarer forbrugere mod at spise store mængder. Ellers kan slikket give mavegener.

Det skriver gratisavisen 24timer.

»Vi vil gøre folk mere opmærksomme på, at produktet indeholder fibre, og derfor skal spises med måde. Der vil komme en tekst på posens forside, der advarer mod, at man spiser store mængder af slikket,« siger Toms direktør Jesper Møller til 24timer

Toms har fået henvendelser fra folk, der har oplevet gener af at spise slikket, og tager nu kritikken alvorligt.

»Vi har holdt os inden for de videnskabelige grænser for, hvad folk kan tåle af disse fibre, men vi synes ikke, at folk skal få ondt i maven, og i forhold til dem, er det, der står i bagteksten ikke er tilstrækkeligt. Vi vil få skrevet tydeligere på produktet, at det skal spises i mindre mængder,« siger Jesper Møller.

- mja