Slagteristrejken er slut

4000 slagteriarbejdere i Danish Crown-koncernen vendte efter flere dages arbejdsnedlæggelser torsdag morgen tilbage til slagtebænkene.

Læs mere
Fold sammen
Torsdag morgen blev arbejdet genoptaget på Danish Crowns slagterier overalt i Danmark. De fleste steder mødte morgenholdet op til en kort orientering med deres tillidsfolk, for derefter at vende tilbage til de slagtebænke, der mange steder har ligget øde hen siden i mandags.

- Vi har fået det krav opfyldt, vi har kæmpet for de sidste dage, sagde tillidsmand Ejner Markussen fra slagteriet i Blans tidligt torsdag morgen til Ritzau.

Kravet var, at truslen om lønnedgang skulle tages af bordet. Den blev den på et møde mellem Danish Crowns ledelse og virksomhedens tillidsmandskollegium i Horsens onsdag eftermiddag.

/ritzau/