Slagsmål om 88 år gammelt skøde kan ende med tvangssalg af ejendom til en halv milliard for kun tre millioner

Retten skal i næste uge tage stilling til, om et par hundrede lejere på Frederiksberg har ret til at købe deres attraktive lejligheder til en brøkdel af markedsprisen. De har fået muligheden, fordi den omstridte ejendomsinvestor Blackstone gravede et gammelt dokument fra 1932 frem af gemmerne i forbindelse med en handel, der gik i vasken.

Striden om købsretten til Den Sønderjyske By involverede på et tidspunkt også boligminister Kaare Dybvad Bek (S) – nummer to fra højre – som her ses sammen med blandt andre lejernes talsmand, Søren Berg (uden jakke). Niels Ahlmann Olesen

En stor gruppe lejere i et af hovedstadens mest attraktive områder må knibe sig i armen: Et for længst glemt dokument har pludselig åbnet en mulighed for, at de kan købe den lejlighed, de bor i, til en brøkdel af markedsprisen.

Sagen kommer for retten på Frederiksberg i næste uge, og hvis det lykkes for lejerne at vinde sagen, råder de dagen efter dommen i princippet over en friværdi på flere millioner kroner pr. lejlighed.