Slaget om Skjoldenæsholm

En pensionskasse med en millioninvestering, en bobehandling med grove beskyldninger om fejl mod bobestyreren og to søskende, der i dag ikke taler sammen. Det er det kaos, der lurer under overfladen på det idylliske gods, Skjoldenæsholm i Jystrup ved Ringsted.

Slaget om Skjoldenæsholm - 1
Niels Bruun de Neergaard er meget utilfreds med sagsbehandlignen. Han mener, at bobestyreren har begået en række klare fejl, og det har betydet, at han kan blive nødt til at flytte fra sit og søsterens barndomshjem, Skjoldenæsholm (foto øverst tv.). Foto: Bjarke Ørsted Fold sammen
Læs mere
Det er svært at ane dramaet om Skjoldenæsholm, når landskabet omkring godset for alvor kommer til sin ret på en sommerdag. En sirligt snoet landevej formet af landskabet og omkranset af træer fører forbi golfbanen, Sporvejsmuseet og det supermoderne hotel- og konferencecenter.

Men der er alligevel noget i luften. Siden godsejer Vilhelm Bruun de Neergaard døde i 2001, har roen aldrig rigtig sænket sig over godset igen.

Problemet var, at der ikke er lavet et klart testamente. Et gammelt et af slagsen blev senere annulleret. Derfor gik delingen af godsejerens bo mellem de to børn - ottende generation på Skjoldnæsholm - Susanne Bruun de Neergaard, 42, og Niels Bruun de Neergaard, 39, helt galt.

Bodelingen ødelagde freden i en grad, så de to i dag ikke taler sammen, på trods af at de til daglig befinder sig fem minutters gang fra hinanden.

Niels Bruun de Neergaard er tilmed i gang med en juridisk kamp for at hive bobestyreren i Højesteret anklaget for at have misligholdt sin pligt som bobestyrer.

Gældsopbygning
For at forstå sagen skal man spole tiden tilbage til, inden godsejeren døde. I midten af 1990erne kom Vilhelm Bruun de Neergaard i alvorlige økonomiske problemer, og bankforbindelsen Danske Bank havde mange møder med ham.

Ekspansionsplaner og istandsættelser af de forskellige bygninger havde oparbejdet en så massiv gæld i godset, at godsejeren havde været rundt til familien for at låne penge. Blandt andet gik han til sin søn Niels, som på Landbohøjskolen var ved at uddanne sig til landmand.

Faderen ville tilbage i 80erne købe en gård, men kunne ikke eje mere jord selv i henhold til landbrugslovgivningen. Derfor bad han Niels stå som ejer af ejendommen, og han kom derfor også til at stå for en gæld i forbindelse med istandsættelser på 2,8 mio. kr.

Denne gæld blev ifølge Niels nedskrevet til nul kroner i regnskaberne, så da boet skulle gøres op, skulle fordringen ifølge ham have været fjernet fra boet. Men det vender vi tilbage til.

Først skal vi høre om en anden kreditor i boet, nemlig pensionskassen Pen-Sam. Under den tidligere chef Lars Steen Hansen satsede pensionskassen på investeringer inden for skov, golfbaner og byggeri frem for aktier og obligationer.

På grund af Vilhelm Bruun de Neergaards økonomiske problemer på Skjoldenæsholm blev Pen-Sam inviteret indenfor og købte golfbanen og skoven omkring godset; og da økonomien fortsat var spændt, blev pensionskassen i starten af 90erne medejer af landbrugsdriften.

Familien ejede dog fortsat en bestemmende andel i landbrugsdriften, hvor Vilhelm Bruun de Neergaard var direktør gennem en række A-anparter. Disse A-anparter var en del af boet efter godsejerens død og skulle altså også fordeles som en del af bodelingen.

Ingen løsning
Det var ganske besværligt at finde en løsning på delingen af boet for bobestyreren Finn Andersen fra Ladefoged advokatfirma i Ringsted.

Niels Bruun de Neergaard var mest interesseret i at drive landbruget, og Susanne Bruun de Neergaard var mere interesseret i at drive hotel- og konferenceforretningen, som hun har gjort gennem de seneste ti år.

Til sidst gik situationen i hårdknude, og det blev besluttet, at der skulle afholdes en budrunde mellem søster og bror, hvor den, der kom med det højeste bud, ville overtage det hele.

»Der er ingen af os, der har ønsket den her situation, men det har simpelthen ikke været muligt at finde en fælles løsning,« siger Susanne Bruun de Neergaard.

Pensionskassen Pen-Sam havde i mellemtiden fulgt sagen på sidelinjen. Den havde tidligere haft kontakt til Niels i forbindelse med et bud, hvor broderen ville købe sin søster ud og overtage godset.

Ifølge Pen-Sam var Niels interesseret i at købe Pen-Sams del af landbruget, men kun hvis Pen-Sam indvilligede i at droppe et krav mod boet på tre mio. kr. inkl. renter. Derfor faldt aftalen på gulvet.

I det er Niels lodret uenig. Han mener ikke, at det er et krav, men en såkaldt »eventualforpligtelse.« Niels siger, han aldrig har forlangt, at forpligtelsen blev droppet, blot at den blev dokumenteret, hvilket ifølge ham aldrig er sket over for ham.

I forbindelse med budrunden tog søsteren fat i Pen-Sam for at diskutere en løsning. Der blev indgået en aftale om, at Susanne skulle sælge A-anparterne i landbruget til Pen-Sam og låne penge til at købe boet for.

Dagen oprandt, og budrunden kunne starte.

Der blev givet talrige bud, hvorefter Niels endte med at byde højest og stod til at overtage boet. Men derefter blev det kompliceret, for nu blev gælden på de 2,8 mio. kr., som Niels angiveligt skyldte i boet, spillet på bordet. Det var den post, der ifølge Niels var blevet nedskrevet til nul kroner i faderens regnskab.

Niels havde betinget sit bud med, at den gæld ikke var til stede; men bobestyreren mente, at de 2,8 mio. kr. skulle fratrækkes i buddet fra Niels, og dermed vandt søsteren budrunden. Ifølge Niels blev det næsten et år senere fastslået af bobestyreren, at værdien af fordringen var nul kr., og den blev afskrevet af boet.

Pensionslandbrug
Da Pen-Sam havde overtaget landbruget, stod man med et problem, for en pensionskasse må ikke drive landbrug i henhold til Landbrugsloven.

Derfor blev Susanne Bruun de Neergaard indsat som direktør i landbrugsselskabet. Som arving til et landbrug må man nemlig godt drive landbrug uden at være uddannet landmand og uden at have det såkaldt »grønne bevis,« der ellers kræves.

Susanne er i dag fortsat direktør for Skjoldenæsholms hotel- og konferenceforretning og har planer om fortsat at drive den forretning mange år frem i tiden.

Niels Bruun de Neergaard var meget utilfreds. Han mener i dag, at bobestyreren har begået en række klare fejl, og at de fejl har betydet, at han kan blive nødt til at flytte fra sit og søsterens barndomshjem.

Sagen drejer sig om fordringen på de 2,8 mio. kroner, som ifølge Niels allerede er nedskrevet i faderens regnskab og derfor ikke er udtryk for en reel gæld.

»Bobestyreren var forpligtet til at afprøve fordringen, inden budrunden skulle begynde, så den kunne komme ud af verden, men det skete for sent, og derfor tabte jeg budrunden,« siger Niels Bruun de Neergaard. Han gik derfor til Skifteretten og klagede over bobestyreren, men retten mente ikke, der var begået fejl i behandlingen af boet.

Afgørelsen blev kæret til Østre Landsret, men også landsretten fastslog, at budrunden skulle stå ved magt, og at der ikke blev begået fejl af bobestyreren.

Niels Bruun de Neergard venter i øjeblikket på svar fra procesbevillingsnævnet om tilladelse til at få sin sag mod bobestyreren prøvet i Højesteret.